Søndag eftermiddag stod det klart, det bliver letvægt, der skal kæmpes i, når Mark O. Madsen afholder den første udgave af den storstilede amatør-turnering ‘Fear Nothing Tournament’.
Læs også: Fansene har talt: Her er vægtklassen til Mark O.’s store amatørturnering
Og selvom det blot er relativt få timer siden, den officielle afstemning om vægtklassen er afsluttet, så er Mark O. allerede nu over for Fighting.dk klar til at annoncere den første kæmper, der skal en tur i buret i turneringen, som har hele 50.000 kroner i førstepræmie.
Der er tale om tyske Lewis Ndzana med malisiske rødder.
Flot amatør-CV
Ndzana har et ganske glimrende cv, hvorpå han kan skrive både tysk mester og bronzemedaljevinder ved såvel EM som VM i MMA for amatører.
“Tysk mester og nummer tre ved både VM og EM. Det er sindssygt højt niveau. Selvfølgelig skal den tysker mester med i turneringen,” fastlår Mark O. Madsen.
Kort efter det stod klart, at ‘Fear Nothing Tournament’ skulle udkæmpes i letvægt, var Lewis Ndzana hurtig til at mobilisere sine sociale medie-følgere.
Selv lavede Ndzana intet mindre end fire opslag om turneringen, mens hans følgere taggede ham på livet løs i kommentarfeltet på Airtox Dominance FC’s instagram-profil.
Det slags er den sikre vej til Mark O. Madsens hjerte.
“Han gør jo nøjagtigt det, jeg har bedt de danske kæmpere om. Så indsats skal belønnes,” lyder det fra ADFC-præsidenten.
Åbner op for dansk revanche
Med Lewis Ndzana som bekræftet deltager ved ‘Fear Nothing Tourmanent’ står det også klart, at der kan blive tale om et revanche-opgør, hvis også Great Danes’ Oliver Petersen finder vej gennem nåleøjet til turneringen.
Læs også: Oliver Petersen efter EM-exit: “Vil råde alle kæmperne til at gøre det”
Oliver Petersen mødte nemlig Lewis Ndzana ved EM i MMA tidligere i år. Ved den lejlighed tabte danskeren et tæt opgør på split decision.
De første kampe ved ‘Fear Nothing Tournament’ finder sted ved Airtox DFC Academy i Guldboxen i Nykøbing Falster den 30. august.