Fredag morgen starter med store nyheder fra Airtox Dominance FC.
ADFC-præsident Mark O. Madsen kan nemlig løfte sløret for, at man nu er klar til at lancere Airtox Dominance FC Academy – en stor satsning, som skal fungere som en slags underliga med amatørkæmpere, der skal føde ind på ADFC’s større, nummererede events i KB Hallen.
Og Airtox Dominance FC Academy skydes i gang med et brag på den anden side af sommerferien. Den 30. august bliver Academy-delen af ADFC nemlig lanceret med stort stævne i Guldboxen på Mark O. Madsens hjemstavn i Nykøbing Falster.
Turnering med 50.000 kroner i førstepræmie
Selvom det endelig kort for hele eventet ikke er på plads, så står det klart, at Airtox DFC Academy kickstartes med en kæmpe amatørturnering. Her skal otte udvalgte MMA-kæmpere i et bracket-format kæmpe om en førstepræmie på hele 50.000 danske kroner.
Ifølge Mark O. Madsen gør førstepræmien på de 50.000 kroner, at der er tale om en Europas største og bedst betalte amatørturneringer.
Turneringen får som nævnt deltagelse af otte kæmpere, der så skal igennem henholdsvis en kvartfinale, semifinale og finale for at nappe førstepræmien på 50.000 kroner.
Hvor kvartfinalerne altså afvikles den 30. august i Guldboxen, så kommer semifinalerne til at skulle afvikles enten i september eller oktober, mens den store finale skal udkæmpes i KB Hallen den 20. december til Airtox DFC 5.0.
Fighting.dk har talt med Mark O. Madsen om det stort anlagte Academy og den nye amatørturnering, så du kan læse meget mere om dagens nyhed her i spalterne senere i dag.