Godt og vel tre uger efter Emil Shahriari debuterede ved Airtox Dominance FC med en sejr over Nahid Kartal, har han skrevet kontrakt med Mark O. Madsens storsatsende promotion.
Det afslører Mark O. over for Fighting.dk.
Dermed venter en professionel karriere lige om hjørnet for Emil ‘Bambam’ Shahriari, der er forsvarende dansk amatørmester i bantamvægt.
“Emil er en super spændende kæmper. Han har hele pakken, så det er en god nyhed for både os og for ham. Vi glæder os meget til at se, hvordan vi med fælles indsats kan udvikle ham til noget rigtig interessant,” fortæller Mark O. Madsen.
To kampe og et mesterskab inden pro-debut
ADFC-præsidenten løfter også sløret for, hvordan man har tænkt sig at køre Shahriari bedst muligt i stilling til sin pro-debut. Planen er nemlig, at ‘Bambam’ fortsætter som amatør frem til det planlagte ADFC 5.0 i KB Hallen den 20. december.
I månederne op til pro-debuten kommer Shahriari dog ikke til at ligge på den lade sig. Mark O. Madsen vil nemlig have ham i buret til en amatør-kamp i det kommende Airtox DFC Academy, der skal fungere som en slags under-liga til ADFC. Det første stævne under Academy-paraplyen finder sted 30. august.
Læs også: ‘Bambam’: Min seneste modstander var ti gange bedre end Fouad
Derudover er det planen, at Shahriari også skal i kamp ved ADFC 4.0 i slutningen af september, ligesom han har planer om at repræsentere Danmark ved de nordiske MMA-mesterskaber til oktober.
“På den måde får han et indløb til sin professionelle karriere, som vi synes giver rigtig god mening,” forklarer Mark O. Madsen.
‘Bambam’ har X-faktor
Allerede inden ADFC 3.0, hvor Emil Shahriari debuterede i KB Hallen, var Mark O. på banen og lokke med en pro-kontrakt, såfremt danmarksmesteren præsterede i buret.
“Emil er dansk mester, han er landsholdskæmper, og han leverer altid et show. ‘Bambam’ er en unik dansk kæmper, som vi tror på har den x-faktor, der skal til for at brænde igennem både herhjemme og internationalt, lød de rosende ord fra Mark O. Madsen dengang.
Læs også: Mark O. roser dansk mester: Pro-kontrakt på højkant i ADFC-debut
Nu er der så kommet handling bag ordene med den seneste i rækken af danske pro-kontrakter.
Mark O. Madsen og ADFC har i forvejen flerkampskontrakter med de danske kæmpere Marsel Terteryan og Jon Stadil Palm.



