Danmarks kampsportsunivers

Mark O. storroser dansk sværvægts-komet: “Han bliver rigtig rigtig farlig”

Mark O. Madsen i topform ved Airtox DFC 3.0 den 26. april i KB Hallen. Foto: ADFC

Kasper Hansen leverede en af de helt store præstationer på aftenen, da han ved Airtox DFC 3.0 stoppede sin svenske modstander Jiffa Kundo på TKO i første runde.

Læs også: Kæmpe ADFC-reportage – masser af flotte danske sejre

Og det var ikke kun de danske fightfans i KB Hallen, som var mere end almindeligt begejstrede over at se Kasper Hansen stoppe svenskeren. Også ADFC-præsiden Mark O. Madsen var tilfreds med, hvad han så fra den danske sværvægter.

“Det var ikke til at se, at det var en amatørkamp. Med det niveau, Kasper lægger for dagen, må jeg bare sige, at han er spændende. Man skal altid passe på med at lægge for meget pres på enkelte kæmpere – og så alligevel ikke. For Kasper Hansen kan blive rigtig rigtig farlig for rigtig mange sværvægtere,” lyder de rosende ord fra Mark O. Madsen om CSA-kæmperen.

Rykket til main card
Kasper Hansens kamp mod Jiffa Kundo skulle have været den sidste kamp på prelim-kortet. Men grundet lidt forsinkelser på kortet, så blev kampen rykket til main card. Det betød, at Pluto TV var gået live med deres stream fra stævnet – og det kan sagtens få betydning for Kasper Hansens popularitet, mener Mark O. Madsen.

“Man kan i hvert fald sige, at når han sådan en kamp bliver sendt direkte – ikke bare på Pluto TV, men også i USA (hvor ADFC 3.0 blev livestreamet via Swerve Combat, red.) – så får man sit navn derud. Så nu er han derude og er uden tvivl kendt af et bredere publikum end før, lyder det fra Mark O. Madsen.

Med sejren i KB Hallen lørdag aften forbedrede Kasper Hansen sin rekordliste til 5-1-0. Det var den danske sværvægters anden sejr i ADFC-regi, da Kasper Hansen også tilbage i januar måned var i buret i KB Hallen – den med en hårdt tilkæmpet pointsejr over den tyske muskelbundt Jonibek Yusopov.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.