Danmarks MMA-univers

Mark O. storroser dansker: Største overraskelse ved DFC 01

Mark O. Madsen, præsident for Dominance FC. Foto: Privat.

Der var flere rigtig gode kampe ved DFC 01, men en af dem gjorde et særligt indtryk på firmaets præsident Mark O. Madsen, der især var imponeret af den danske part.

Arte Suaves Marco Birch var oppe imod den ubesejrede Karim Böhm, og efter en første omgang, hvor tyskeren var i offensiven, fik Birch kørt sin modstander træt og vandt på en flot knockout i anden.

“Marco Birch var egentlig DFC 01’s største overraskelse i min verden,” siger Mark O. Madsen til Fighting.dk. Han havde ellers på forhånd set match-up’et som en svær duel for Birch.

“Ind kom Karim fra Tyskland. Lidt af en bøf og en kæmper, som jeg godt vidste var enormt eksplosiv og kom med lidt i baggagen,” siger DFC-præsidenten. Han hæftede sig blandt andet ved, at Böhm kom fra et stærkt gym i hjemlandet, som blandt andet huser den nyligt UFC-signede Islam Dulatov samt muskelbundet Jonibek Yusupov, der også kæmper ved DFC 02.

Fuldstændig enestående og fænomenal
“Marco Birch går jo op og leverer en bokse-session. En sindssyg performance,” siger Mark O. Madsen, som var så imponeret, at han har stukket Marco Birch pladsen i main event ved DFC 02.

“Når det kommer til Marco Birch i main event, så er det baseret på hans fuldstændig enestående og fænomenale performance ved DFC 01. Og så slår Marco Birch mig som en kæmper, der nøjagtig som Jon Stadil (den første kæmper DFC har skrevet kontrakt med red.) er en kæmper, der går all-in, når det kommer til MMA. Det er de kæmpere, vi gerne vil samle på i DFC,” understreger Mark O. Madsen.

I videoen herunder fortæller Mark O. Madsen om Marco Birch og hans modstander i main eventet ved DFC 02 – Adrian Galvez, der kommer fra samme klub som UFC’s fjervægtsmester Ilia Topuria.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.