Danmarks kampsportsunivers

Storroser MMA-debutant: “En præstation med vanvittige perspektiver”

Mikkel Lund i ekstase i KB Hallen, hvor han lørdag aften stoppede Alexander Virtanen i første omgang i sin MMA-debut.

Mark O. Madsen havde mere end almindeligt svært ved at skjule sin begejstring, da han kort efter Airtox Dominance 4.0 satte ord på Mikkel Lunds debutsejr i MMA.

“Jeg må bare sige, at det var en præstation med vanvittige perspektiver,” siger Mark O. Madsen om Mikenta-kæmperen, der i den grad også leverede varen, da han stoppede Alexander Virtanen i første omgang.

Læs også: Kæmpe AD 4.0-reportage: Stadil Palm lynsejrer på en aften med store danske triumfer

Mikkel Lund har en lang og glorværdig karriere som thaibokser bag sig, men det var svært at se, at lørdag aften var første gang han kæmpede en MMA-kamp.

“Mikkel er jo en af de kæmpere, der har hele pakken. Han er en kæmper, som publikum mærker og connecter med lige med det samme. Det var jo en elektrisk stemning, da han var i buret, så det var en fornøjelse at se,” jubler Mark O. Madsen.

Over for Fighting.dk har Mikkel Lund selv gjort det klart, at han ser skiftet til MMA som værende permanent.

Læs også: Dansk muay thai-legende inden MMA-debut: “Jeg er gået all in”

Det har næppe ændret sig efter lørdagens imponerende debutsejr, og Mark O. Madsen erkender da også, at der formentlig bliver rift om at få Mikkel Lund på kortet fremover.

“Lad mig sige det på den måde, at Mikkel Lund er en kæmper, jeg gerne vil dele med andre”, smiler Mark O. Madsen og uddyber:

“Så hvis han kunne være interesseret i at kæmpe for mig, så er det helt ok, at han også kæmper for Unite, ” lyder det fra AD-præsidenten.

Næste gang han har muligheden for at sætte en kamp op med Mikkel Lund på plakaten er 1. november, hvor AD Academy 2.0 løber af stablen i Guldboxen i Nykøbing Falster.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.