Danmarks kampsportsunivers

Mathilde Tegllund får co-main event i Brøndby – nu skylder Fouad Sandbeck en kebabbox

Mathilde Tegllund er en af mange danske profiler, der skal i buret ved MMA GALLA vol. 30. Foto: Mikkel Oppendieck Preisler

Det er ikke engang en uge siden, at MMA GALLA pakkede buret sammen i Forum Kolding efter et vellykket MMA GALLA vol. 29.

Men allerede nu har den danske MMA-promotion øjnene rettet mod MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen, hvor der forventes hele seks professionelle kampe på plakaten.

En af dem er Mathilde Tegllunds kamp mod spanske Paula Sanchez.

Læs også: Mathilde Tegllund får ny modstander – skal op mod tidligere spansk champ

Det bliver den 22-årige danskers anden pro-kamp, og allerede nu har MMA GALLA annonceret, at Tegllund vs. Sanchez bliver aftenens co-main event i Brøndby.

“Det er da vildt fedt, og det viser jo også, at de satser på mig, så det er mega dejligt,” siger Mathilde Tegllund om udsigten til at kæmpe aftenens næstsidste kamp ved MMA GALLA vol. 30.

Renegade MMA-fighteren understreger dog, at hun sjældent tænker over, hvor på kortet hun kæmper.

“Man skal jo bare gå ind og gøre det, man er god til og vise det, man kan. Så er det lidt lige meget, om man er den første kamp eller main event,” lyder det fra Tegllund.

Læs også: Fouad Sandbeck klar til sin professionelle debut i Brøndby Hallen

Placeringen som co-main event betyder dog, at Mathilde Tegllund kan glæde sig over at have vundet et internt væddemål over holdkammeraten fra Renegade MMA Fouad Sandbeck, der får sin professionelle debut ved MMA GALLA vol. 30.

“Mig og Fouad havde et lille væddemål om, hvem der kom til at kæmpe højest op på kortet, så han skylder en kebabbox efter stævnet,” lyder det med et grin fra Mathilde Tegllund.

Hun debuterede som pro-fighter ved MMA GALLA vol. 27 i Odense i november sidste år, hvor hendes decision-sejr over Ludmilla Scurco var så underholdende, at den blev kåret som ‘Fight of the Year’ i MMA GALLA 2025.

Læs også: MMA GALLA: Tegllunds vilde pro-debut blev ‘Fight of the Year’

Nu glæder Tegllund sig til at vise i Brøndby, at hun har endnu mere at byde på.

“Det bliver super fedt, og jeg glæder mig bestemt meget. Det bliver også fedt at skulle ind og vise, at jeg har en plads som co-main event, og at jeg ikke har fået pladsen, fordi jeg er den eneste kvinde,” lyder det fra Danmarks pt. eneste kvindelige professionelle MMA-kæmper.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.