Danmarks kampsportsunivers

Vild pro-debut lærte Tegllund en vigtig lektie: “Nu ved jeg, at jeg kan stå distancen”

Mathilde Tegllund er en af mange danske profiler, der skal i buret ved MMA GALLA vol. 30. Foto: Mikkel Oppendieck Preisler

En hårdt tilkæmpet pointssejr over franske Ludmilla Scurco i sin professionelle debut gav Mathilde Tegllund mere end blot en sejr på rekordlisten.

Kampen – der efterfølgende blev kåret som Fight of the Year i MMA GALLA-regi – lærte den 22-årige dansker noget afgørende om sig selv.

“Jeg fik vist, at jeg sagtens kan kæmpe tre gange fem minutter uden de store problemer. Så nu ved jeg, jeg kan stå distancen,” siger Mathilde Tegllund til Fighting.dk.

Med den erfaring i bagagen er hun lørdag aften klar til sin anden professionelle kamp, når hun møder spanske Paula Sanchez i co-main event ved MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen.

Læs også: Tegllunds modstander kan ikke klare aftalt vægt: “Det er lidt uprofessionelt”

Som professionel fighter kæmper man uden benskinner og med tyndere handsker end i amatørrækkerne – og det gjorde Tegllund en anelse nervøs inden sin debut i Sydbank Arena i Odense. I praksis viste det sig dog at være et ikke-problem.

“Jeg var lidt nervøs for, hvor ondt det ville gøre, men man mærker det ikke rigtigt i selve kampen, fordi der er så meget adrenalin i kroppen,” fortæller hun.

Nerverne er ikke forsvundet
Tegllund erkender dog, at hun har en blanding af nervøsitet og forventningens glæde til sine kampe. Nerverne er ikke forsvundet – men de føles anderledes nu.

“Jeg synes egentligt, det er meget den samme mængde nerver og nervøsitet. Det er egentlig lidt lige meget, hvilken kamp, det er. Men min debutkamp betyder selvfølgelig, at jeg har prøvet det før,” siger Mathilde Tegllund.

Hendes pro-debut faldt i Sydbank Arena i Odense, hvor et helt heppekor af glade Tegllund-fans støttede hele vejen igennem – og i Brøndby Hallen forventer danskeren opbakning i mindst samme størrelsesorden.

“Jeg tror næsten, der bliver endnu større opbakning end sidst. Der er flere fra min egen klub (Renegade MMA, red.) og min familie og mine venner er der. Det glæder jeg mig helt vildt meget til,” lyder det fra Mathilde Tegllund, der ikke er i tvivl om, hvad aftenen skal ende med.

“Jeg tror på egne evner og på, at jeg kan vinde den her kamp.”

Det er lørdag aften det går løs med de ti kampe ved MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen.

Kan man ikke følge eventet live fra hallen på den københavnske vestegn, så kan hele showet streames på ‘DirekteSport | Dit ultimative sportsunivers’ fra klokken 18.00.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.