Mathilde Tegllund har fået sin næste modstander på plads.
Den 22-årige Renegade MMA-fighter skal i aktion ved MMA GALLA vol. 30 den 28. marts i Brøndby Hallen, hvor modstanderen bliver den franske Alison Canot fra Pyrenees Fighting Club.

Tegllund (1-0) går dermed ind til sin anden professionelle kamp efter en mindeværdig debut ved MMA GALLA vol. 28 i Odense sidste år.
Her besejrede danskeren Ludmilla Scurco i en kamp, som brugerne på MMA GALLA’s sociale medier efterfølgende stemte ind som årets bedste.
Læs også: MMA GALLA: Mathilde Tegllunds vilde pro-debut kåret som Fight of the Year
Erfaren karatekæmper
Alison Canot er med sine 40 år markant ældre end Tegllund, men bringer en flot karriere med sig i buret.
Canot er således tidligere verdensmester i karate og har desuden flere franske mesterskaber i kickboxing
Som MMA-fighter har Canot ifølge Tapology været i buret en enkelt gang som professionel. Det var den 8. november sidste år ved Dynamite 4 i den franske by Montpellier, hvor hun blev stoppet i første runde af venezuelanske Jen Turk.
Kampen mod Canot bliver den anden af i alt seks kampe i den lange kontrakt, Tegllund skrev under med MMA GALLA sidste år.



