Danmarks kampsportsunivers

Iversen frygter ikke ringsrust før pro-debut: “Vi sønderjyder kender slet ikke det udtryk”

Mikkel Iversen får endelig sin professionelle debut ved MMA GALLA vol. 29. Foto: Privat.

Nedtællingen til Mikkel ‘Bigboss’ Iversens pro-debut er snart slut.

Lørdag aften går sønderjyden endelig i buret uden benskinner og med tyndere handsker ved MMA GALLA vol. 29 i Forum Kolding.

“Jeg glæder mig mega meget til endelig at komme i buret igen. Der er sgu gået for længe,” lyder det fra Metanoia MMA-kæmperen.

Mikkel Iversens pro-debut har været planlagt flere gange, men skade på skade har tvunget den tidligere EM-sølvvinder til at melde fra. Han har ikke været i kamp siden november 2024, hvor han tabte ved VM til den engelske Harvey Moore.

Men nu er danskeren helt klar, forsikrer han.

“Jeg er 100 procent klar fysisk,” siger Iversen.

Er han ikke bekymret for ringsrust nu 15 måneder senere?

“Det frygter jeg absolut ikke. Vi sønderjyder kender slet ikke det udtryk,” siger Mikkel Iversen med et smil.

Revanchekamp venter
I sin pro-debut står Metanoia-kæmperen over for den norske Vebjørn Dyreng – en modstander, han har mødt før.

Det var i en amatørkamp, som Dyreng vandt på TKO, da Mikkel Iversen måtte opgive på grund af en brækket hånd. Nu får han chancen for at revanchere nederlaget i de professionelles rækker.

“Det giver helt klart en masse motivation, at jeg møder Vebjørn, da vi har lidt historie sammen. Men han er en super god kæmper, så det bliver ikke en nem match for nogen af os,” lyder det fra ‘Bigboss’.

Iversen har forberedt sig til kampen i det Sønderborg-baserede Metanoia MMA i stedet for hos Great Danes Fight Club i Odense, hvor han normalt har sine fightcamps.

Kampen skulle oprindeligt have været kamp i mellemvægt op til 84 kilo, men parterne har i stedet aftalt, at det bliver en catchweight-kamp op til 91 kilo.

MMA GALLA vol. 29 – med Mikkels Iversens prodebut som aftenens tredjesidste kamp – finder sted nu på lørdag i Forum Kolding.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.