Den 10. januar næste år skal Mikkel Lund i kamp igen.
Det sker ved Airtox Dominance 5.0 i KB Hallen, hvor den danske Mikenta-kæmper for anden gang i karrieren træder i buret som professionel MMA-fighter.
Læs også: Blæste taget af KB Hallen i vild debut: Nu skal Mikkel Lund i buret igen
Efter en lang og glorværdig karriere i muay thai tog Mikkel Lund springet til MMA, da han pro-debuterede ved Airtox Dominance 4.0 i september måned, hvor det blev en sikker sejr på submission over Aleksander Virtanen.
En sejr, der i sig selv var imponerende nok – men som kun bliver endnu mere imponerende af, at den 33-årige dansker faktisk var i kamp med en skade.
“Jeg fik en skade på min finger i forbindelse med sparring to og en halv uge op til kampen. Det yderste led var ligesom faldet ned, og jeg kunne ikke strække fingeren helt. Den var heldigvis ikke brækket, men der var tale om en ‘drop finger’ hvor senen var faldet af knoglen,” fortæller Mikkel Lund til Fighting.dk.
Den danske pro-debutant var heldigvis ikke voldsomt generet af fingerskaden i selve kampen.
“Den var lettere hævet, men jeg kunne godt knytte hånden til slag uden de store smerter. Jeg havde dog lidt issues med at gribe fat med fingrene, men med lidt tape både op til og under kampen var det tilstrækkeligt,” forklarer Mikkel Lund.
Fingeren seks uger i skinne
En skade af den karakter, Mikkel Lund har haft, kræver at fingeren kommer i skinne i seks uger for at kunne hele. Derfor valgte Mikkel Lund tage tage debutkampen først – og så få gjort noget ved skaden efterfølgende.
“Da kampen var overstået, fik jeg en skinne på, og det betød, at jeg måtte træne og spare med én hånd. Heldigvis er skinnen kommet af nu, så jeg kan fortsætte træningen på fuld damp igen frem mod min næste kamp,” siger Mikkel Lund.
Føler du dig klar til en kamp allerede i januar?
“Ja, jeg har sagtens kunne træne i et vist omfang. Har haft tapet fingeren op for at aflaste den mest muligt. Jeg har så ikke kunne slå med min højre, og i forhold til grappling, så har jeg måtte arbejde på en masse andre ting, så tiden har ikke været spildt, fortæller Mikkel Lund.
Efter sin debutsejr i KB Hallen den 20. september satte Mikkel Lund sin signatur på en kontrakt gældende for fire kampe med Mark O. Madsen storsatsende promotion.
Læs også: Efter vanvittig KO-debut: Mikkel Lund får lang Airtox Dominance-kontrakt
Nu skal den 33-årige Mikenta-kriger så i første omgang bevise sit værd mod Ihsan Mangal den 10. januar ved et stævne, hvor også det danske stortalent Oliver Petersen er blevet annonceret som fighter.



