Mikkel Lund er kendt af de fleste danske fightfans som en aktiv kæmper i både muay thai og MMA. Nu får han en helt ny rolle i den klub, der har formet ham hele livet.
Den 34-årige københavner træder fremover ind i en bærende rolle omkring den daglige ledelse af Mikenta, hvor han sammen med Simon Talarek skal være med til at udvikle en af Danmarks ældste kampsportsklubber.
Læs også: Mikenta styrker setuppet: Lund og Talarek i nye, bærende roller
Og for Mikkel Lund er der tale om langt mere end et nyt job.
“Det er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg havde aldrig turdet forestille mig, at den her mulighed en dag ville komme. Mikenta har været mit holdepunkt gennem hele livet,” siger Mikkel Lund i en pressemeddelelse og fortsætter:
“Klubben har givet mig troen på mig selv, værdier og mennesker, som har formet den, jeg er i dag.”
For Lund handler den nye rolle mindre om titler og medaljer og mere om at gøre for andre, hvad klubben har gjort for ham.
“Hvis nogle af de unge en dag ser tilbage og tænker: ‘Havde det ikke været for Mikenta, så var jeg ikke der, hvor jeg er i dag,’ så har jeg opnået noget, der er langt større end titler og medaljer,” siger han.
Respekt og ydmyghed
Mikkel Lund har været en del af Mikenta, siden han var 11 år, og bliver i pressemeddelelsen beskrevet som et ægte “Mikenta-barn”. Det er en betegnelse, klubbens medstifter Kenneth Lind ikke er bange for at bruge.
“Det vigtigste er ikke, hvor mange kampe du vinder. Det vigtigste er, hvilke mennesker klubben er med til at forme. Mikkel er vokset op med de værdier. Han har altid mødt andre med respekt og ydmyghed, og han springer aldrig over, hvor gærdet er lavest,” siger Kenneth Lind.
Mens Mikkel Lund nu tager et større ansvar uden for ringen, er han fortsat aktiv som fighter. Han har mere end 90 professionelle muay thai-kampe bag sig, og sidste efterår skiftede han til MMA, hvor han indtil videre står noteret for tre professionelle kampe. Sejren i debutkampen mod Alexander Virtanen står som det sportslige højdepunkt.
Læs også: Mikkel Lund om svær udebanekamp i Sverige: “Jeg forventer at komme tilbage på sporet”
Næste opgave venter efter planen ved Apex Fight Night 13 i Sverige til september.


