Danmarks MMA-univers

MMA GALLA annoncerer to nye kampe

Foto: Klosterskov Foto/MMA Galla

MMA GALLA vol. 24 i Odense er kun lige overstået, før den danske MMA-promotion er ved lægge de sidste brikker i det puslespil det er, at få fightcardet til MMA GALLA vol. 25 i Aalborg endeligt på plads.

Nu er to yderligere kampe så blevet annonceret.

Den første kamp er en pro-kamp i weltervægt mellem norske Shkamb Kulludra og Tadd Ilgas fra Litauen. Kulludra kæmper ud fra Spartacus MMA, hvilket er samme gym Torpal Merjoev – MMA GALLA’s lightweight-champ – også er en del af.

Selvom det er Shkamb Kulludras debut som pro-kæmper, så er han ganske rutineret i MMA GALLA-sammenhæng. Nordmanden har således tre optrædener i MMA GALLA bag sig som amatør. Det har kastet en sejr over Oskar Vind af sig, mens Kulludra har tabt til både Abdullah Amer og Oliver Vorm.

Kullundra har ligeledes en række kampe i Cage Warriors Academy på cv’et. Her er det blevet til to flotte submission-sejre, men senest blev normanden dog knockoutet.

Nordmandens modstander Tadd Ilgas er i øvrigt heller ikke helt ukendt med at kæmpe på dansk grund. Han var således også på kortet til MMA Galla vol. 15, hvor han besejrede danske Rasmus Ehlers.

DM-finalist skal også i kamp
Den anden kamp, som MMA GALLA, har offentliggjort, har ligeledes deltagelse af en kæmper fra Spartacus MMA. Det er nordmanden Jan Richard Joired, der i en amatørkamp i letvægt står over for – set med danske briller – lidt mere interessante Arny Akim fra Renegade MMA.

Akim var senest i action i MMA GALLA-regi, da han i oktober sidste år kæmpede om danmarksmesterskabet i en direkte duel med Oliver Petersen fra Great Danes Fight Club.

Dengang blev Akim, th. i billedet, TKO’et af den unge fynbo, så Renegade MMA-kæmperen må forventes at komme revanchelysten til det nordjyske.

MMA GALLA vol. 25 finder sted i Aalborg den 10. maj.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.