Mens nedtællingen til lørdagens MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen for alvor er i gang, så har den danske MMA-promotion nu offentliggjort et brag af en amatørkamp til sit kommende stævne i Odense den 9. maj.
Her står det nemlig klart, at to af dansk MMA’s største prospects tørner sammen i buret, når Fight Team Koldings ubesejrede Amin Ebiev (4-0) møder Arny Akim (7-5) fra Renegade MMA.
Begge kæmpere var i kamp ved MMA GALLA vol. 29 i Forum Kolding den 28. februar, og her sikrede begge talenter sig en sikker sejr.
19-årige Ebiev fik taget i Forum Kolding til at lette, da han tog karrierens fjerde sejr i lige så mange kampe ved at submitte tyske Krischan Böhmert.
Samme aften fik 20-årige Arny Akim dog lagt et mindre dæmper på stemningen, da københavneren tog en klar pointsejr over lokale Daniel Lindén.
9. maj får vi at se, hvem af de to der kan tage endnu en sejr, når de står ansigt til ansigt i Sydbank Arena i Odense til MMA GALLA vol. 31.


