Danmarks kampsportsunivers

MMA GALLA-promotor om Avanu-comeback: “Leverer altid 100 procent underholdning”

Tidligere på ugen kunne MMA GALLA offentliggøre de to fightere, der til oktober kæmper main event ved den danske MMA-promotions stævne i Aarhus.

Læs også: MMA GALLA klar med title-eliminator som main event

Der er tale om et opgør mellem svenske Martin Corney og dansk-ghanesiske Prince Avanu, som gør comeback for MMA GALLA efter et par kampe under UNITE-fanen, hvor Avanu også nåede at blive featherweight-champ.

MMA GALLAs pro-promoter, Otto Sparre Knudsen, glæder sig til at se Avanu tilbage i buret hos den danske MMA-organisation.

“Vi kender jo Prince rigtig godt, og han har kæmpet stort set hele sin amatørkarriere hos os. Nu er det så langt om længe lykkedes at få en kamp på plads med ham, og det ser vi frem til,” fortæller Otto Sparre Knudsen, der også har store roser til dansk-ghaneserens svenske modstander.

Læs også: Nykåret UNITE-champ skriver kontrakt med MMA GALLA

“Vi kender Martin (Corney, red.), og han har kæmpet for os før. Han er en solid fyr, 4-1 i rekordliste og har kun tabt i sin debut. Det er et sindssygt stærkt matchup, og det viser, at vi mener det, når vi siger, vi ikke laver lette kampe til vores danske kæmpere” mener MMA GALLA-promotoren.

Ifølge Otto Sparre Knudsen er Avanu en kæmper med stort potentiale.

“Prince er en rigtig dygtig og alsidig kæmper, der altid leverer 100 procent underholdning både inden for og uden for buret. Han er en meget teknisk fyr, der egentlig helst vil holde kampene stående, men som af en eller anden årsag alligevel altid afslutter den på gulvet, hvor han er meget undervurderet,” fortæller Otto Sparre Knudsen.

Vinderen af kampen mellem Prince Avanu og Martin Corney kan se frem til en titelkamp den 22. november, hvor den nuværende champ, Frederik Strauss, venter til til MMA GALLA vol. 28 i Odense.

Læs også: Avanu beklager: “Havde glemt at informere UNITE”

En titelkamp Prince Avanu gerne ville have haft med det samme.

“Han så nok sig selv direkte i en titelkamp, men vi ville gerne lige se ham mod en stærk kæmper med en plusrekord. Uden at forklejne nogen, så synes vi ikke, at han har mødt modstand af en kaliber, der helt retfærdiggør, at han skal direkte ind og kæmpe om bæltet. Men slår han Martin (Corney, red.), så er han 4-0 og med en frisk sejr over en stærk modstander, og så giver en titelkamp mere mening,” siger Otto Sparre Knudsen.

Kampen mellem Prince Avanu og Martin Corney er main event og altså også title-eliminator ved MMA GALLA vol. 27 i Aarhus til oktober. Inden da gæster MMA GALLA Brøndby Hallen den 6. september.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.