Der har været gang i biksen hos MMA GALLA her i foråret, hvor den danske MMA-promotion har stået bag hele tre store stævner i henholdsvis Brøndby, Odense og Aalborg.
Ifølge pro-promotor Otto Sparre Knudsen har det komprimerede program vist danske figthfans, at MMA GALLA har rykket sig på en række parametre.
“Ja, det synes, jeg vi har. Efter vi har fået Nick (Barnø, tidligere dansk sværvægts-pro, red.) med om bord, så har vi virkelig rykket os på content-delen. Claus (Skjoldborg, red.) har også matchet amatørkampene helt fantastisk og på et meget højt niveau,” siger Otto Sparre Knudsen og fortsætter.
“Og så vil sige, at vi var 2000 mennesker i Brøndby Hallen, hvor vi var tilbage for første gang i mange år. Vi var tæt på 1800 tilskuere i Odense, vi har haft flere titelkampe og vores første internationale champ. Det er gået rigtig godt,” lyder det fra MMA GALLA-promotoren
Læs også: Liveblog fra Odense: Seiler stoppet i første runde af titelkamp
MMA GALLA hviler dog ikke på laurbærrene. Den danske promotion har allerede meldt ud, af irske Cian Cowley – som er den kæmper, Otto Sparre Knudsen hentyder til som første internationale champ – skal forsvare sit bælte ved MMA GALLA vol. 26 i Brøndby Hallen.
Læs også: MMA GALLA bekræfter titelkamp i Brøndby Hallen
“Vi er er allerede i fuld gang med planlægningen af vores næste event i Brøndby Hallen (den 6. september, red.), og der går nok ikke så længe, før vi kan melde endnu flere spændende ting ud, lyder det med et glimt i øjet fra Otto Sparre Knudsen.
Historisk aflysning
Ved seneste stævne i Aalborg oplevede den danske MMA-promotor for første gang efter mere end 25 år i branchen at få et main event aflyst næsten i det øjeblik, dørene åbnede til eventet.
Læs også: Fik aflyst main event på hjemmebane: “Patrick er dybt ulykkelig”
Men Aalborg-eventet blev også det første, hvor MMA GALLA lod fansene komme til orde, når det gjaldt om at kåre de kæmpere, som skulle have tildelt både ‘Fight of the Night’, ‘Submission of the Night’ og ‘Knockout of the Night’.
Læs også: Nu skal fansene kåre bonusvinderne ved MMA GALLA
“Det er i tråd med den strategi vi har langt, hvor vi gerne vil involvere og engagement fansene så meget som muligt i vores shows. Den strategi synes vi i al beskedenhed, vi er lykkes rigtig godt med, og selvom der er lidt tid til næste stævne, så kan vi ikke vente med at komme i gang igen,” lyder det fra Otto Sparre Knudsen.
Han og MMA GALLA er tilbage på dansk grund den 6. september, når MMA GALLA vol. 26 finder sted i Brøndby Hallen.