Med to store stævner inden for de kommende seks uger offentliggør MMA GALLA løbende en række spændende kæmpere og match-ups.
Og en af de klubber, der virkelig bliver godt repræsenteret, er Arte Suave.
Hele tre kæmpere fra den københavnske klub skal i aktion, når MMA GALLA den 28. marts rammer Brøndby Hallen.
Oskar Vind, Mikkel Milandt Jensen og senest William Mørck har alle fået kampe annonceret. De tre danske profiler skal dermed forsøge at sikre sig nye sejre, efter at de alle har vundet deres seneste kamp.
Oskar Vind har inden for de seneste måneder været i kamp for både UNITE og Airtox Dominance, hvor det er blevet til sejre over henholdsvis Noah Emde og David Bondarenko.
Mikkel Milandt var også i aktion ved Airtox Dominance 5.0 i KB Hallen, hvor han i januar besejrede Great Danes-kæmperen Tobias Schønnemann Andersen på TKO.
William Mørcks seneste kamp var for MMA GALLA ved sit seneste stævne i Brøndby Hallen. Dengang udklasserede det danske talent den ellers ubesejrede svensker Kevin Lundin og tog en sikker sejr på point.
Den 28. marts skal de tre Arte Suave-kæmpere så se, om de kan fortsætte sejrsstimen i følgende matchups:
- Oskar Vind (Arte Suave) vs. Darius Nica (Tengu Cluj Napoca)
- Mikkel Milandt Jensen (Arte Suave) vs. Precup Radu-Ioan (Tengu Cluj Napoca)
- William Mørck (Arte Suave) vs. Noe Paz (Reus Team)



