Som læsere her på siden formentlig er klar over, så er den planlagte main event-kamp ved MMA GALLA vol. 27 lørdag aften mellem danske Prince Avanu og svenske Martin Corney aflyst.
En knæskade til Avanu holder ham fra at træde ind i buret til det, der ellers skulle have været en title-eliminator.
Læs også: Breaking: Prince Avanu skadet – må trække sig fra MMA GALLA-main event
I stedet er det en anden dansk MMA GALLA-profil, der får æren af at kæmpe main event – og det er noget, han har prøvet flere gange før.
Det er nemlig 31-årige Simon Seiler, der får fornøjelsen af at være ny main event på Aarhus-kortet.
Har prøvet det før
Og det bliver som sagt ikke nogen ny oplevelse for Great Danes-fighteren, der både ved MMA GALLA vol. 22 i oktober sidste år og ved MMA GALLA vol. 24 i april i år var main event.
Første gang leverede Simon Seiler et brag af en stoppage, da han på bare 48 sekunder submittede Mikkel Hennings i kampen om MMA GALLAs weltervægtsbælte. En titel han dog måtte give afkald på, da han selv blev stoppet i første runde af irske Cian Cowley, da Seiler var ude i sit første tilforsvar.
Læs også: Tidligere MMA GALLA-champ får brasiliansk sort bælte-modstander
Lørdag aften møder Seiler den rutinerede brasilianer Assis Da Silva, der kommer med hele 20 professionelle kampe og en rekordliste på 7-13 i bagagen.
Seiler har seks sejre i sine foreløbigt ti pro-kampe. Great Danes-kæmperen har aldrig gået tiden ud som MMA-pro, så mon ikke publikum i Vejlby-Risskov Hallen lørdag aften kan se frem til et main event, der slutter før tid.




