Danmarks kampsportsunivers

Veteran med 32 pro-kampe venter Dyrup: En sejr udløser titelkamp i maj

Jakob Dyrup fejrer sejren ved MMA GALLA vol. 24, hvor han vandt sin prodebut på KO i første runde. Foto: Michael Barrett Boesen - Sportsmedia.dk

Mens der rundt omkring i det danske land blev pakket julegaver op til den store guldmedalje, så kan den danske sværvægter Jakob Dyrup så småt begynde at drømme om at pakke en kommende titelkamp i MMA GALLA-regi op.

Great Danes-kæmperen har nemlig fået sat navn på sin kommende modstander ved MMA GALLA vol. 29 i Kolding, hvor promotor Otto Sparre Knudsen nu slår endegyldigt fast, at der er tale om en title-eliminator.

“Jakob Dyrup kaldte mig ud på et shot på MMA GALLA heavyweight-bæltet, men som alle efterhånden ved, så forærer vi ikke bælter væk i MMA GALLA. Så her er min julegave til Jakob Dyrup,” skriver Otto Sparre Knudsen på Facebook, hvor navnet på danskerens kommende modstander også bliver offentliggjort.

“Slå Ivo Cuk (20-12) i Kolding den 28. februar, og titelkampen er linet op til dig den 9. maj i Odense.”

Dermed står det klart, at Jakob Dyrups næste modstander bliver den kroatisk-fødte østriger Ivo Cuk, der altså står noteret for hele 32 professionelle MMA-kampe.

Cuk må dermed siges at være bundrutineret, og trods hans alder på 45 år er det utvivlsomt et nøk eller to opad i kaliber for Jakob Dyrup, der selv står noteret for tre sejre i sine foreløbigt tre pro-kampe.

Kampen finder sted i Forum Kolding ved MMA GALLA vol. 29, hvor Simon Seilers titelkamp mod Emmanuel Binyet er et godt bud på aftenens main event.

Det vil dog ikke overraske, hvis Dyrup vs. Cuk bliver co-main event den 28. februar.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.