Danmarks kampsportsunivers

Næsten to år efter MMA-debut: Nu teaser Rajbek Bisultanov kraftigt for comeback

Rajbek Bisultanov i sin MMA-debut, der snart er to år siden. Foto: Airtox Dominance

Er et af dansk MMA’s mest spændende navne endelig på vej tilbage i buret?

Meget tyder på det.

Den tidligere europamester i brydning Rajbek Bisultanov har nemlig delt et opslag på sociale medier, hvor han svedig og kampklar knytter næverne efter en træning – og tagger MMA GALLA i opslaget.

Og den danske promotion har selv svaret på opslaget med en række sigende emojis. Meget tyder altså på, at Bisultanovs næste skridt skal tages under MMA GALLA-fanerne.

Rajbek Bisultanov blev kørt i stilling som det nye store danske MMA-håb, da han som topnavn debuterede ved Mark O. Madsens første stævne – Dominance FC 1.0 i KB Hallen i september 2024. Her gjorde han kort proces og vandt sin debutkamp på blot 16 sekunder over engelske Steven Mark Crame.

Læs også: Liveblog fra Dominance FC 1.0: Rajbek udraderer modstander på få sekunder!

Siden har danskeren dog ikke været i buret, og det har været uklart, hvilken vej karrieren skulle tage. Med det nye opslag ser ventetiden nu ud til at nærme sig sin afslutning.

Kampsport ligger i den grad til familien Bisultanov. Turpal vandt for nylig VM-guld i brydning, mens lillebroren Rasambek den 29. august får sin MMA GALLA-debut ved vol. 32 i Odense, hvor han møder ubesejrede Tobias Vorm.

Læs også: Bisultanov får MMA GALLA-debut: Møder ubesejret Tobias Vorm i Odense

Om det også er ved stævnet i Odense, at Rajbek er tiltænkt sit comeback, må tiden vise.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.