En ny dansk boksepromotion er på vej.
Frimark Promotion har i denne weekend offentliggjort på sociale medier, at de officielt har modtaget deres promotorlicens fra (Dansk Professionelt Bokse-Forbund (DPBF) og dermed kan lancere selskabet.
Bag promotionen står 21-årige Tobias Frimark, tidligere olympisk bokser, der nu tager skridtet ind bag kulisserne som promotor.
Arbejdet er allerede i fuld gang, og planlægningen af det første boksestævne er godt i gang. I den kommende tid ventes de første navne og kampe løftet op af sløret.
“Vi vil skabe store bokseoplevelser og være med til at løfte niveauet for dansk professionel boksning,” skriver den nye danske boksepromotion i opslaget, og tilføjer, at de allerede er i dialog med nogle af de mest spændende og talentfulde boksere i landet.