Nikolai Terteryan fortsætter sin imponerende start på sin professionelle boksekarriere.
I nat dansk tid knockoutede den dansk-armenske bokser således Josias Gonzalez i tredje runde ved Fight Club OC i The Hangar i Costa Mesa, Californien.
Sejren fik efterfølgende bokselegenden Oscar de la Hoyas promotion Golden Boy til at kalde sejren et “statement win” for den 24-årige dansker.

Det var ellers ikke en uerfaren modstander, Terteryan fik sat til vægs. Gonzalez (2-6-2) har tidligere i karrieren gået distancen mod adskillige etablerede navne — men mødet med danskeren varede altså ikke mange minutter.
Det er anden gang i træk, at Terteryan vinder på knockout. I sin professionelle debut i juli sidste år knockoutede han amerikanske Issa Ajilat på blot 48 sekunder.
Terteryan repræsenterede Danmark ved OL i Paris i 2024, hvor han nåede kvartfinalen. Forud for det havde han blandt andet vundet guld ved European Games i Kraków i 2023.
Efter en amatørrekord på 82 sejre og 17 nederlag var det med stor forventning, at han i juni 2025 skrev professionel kontrakt med Golden Boy, hvor hans tvillingebror Sebastian Terteryan ligeledes er på kontrakt.
Vejle-bokseren er i dag bosiddende i Las Vegas, hvor han træner under coach Jamie Robinson. Hans ældre bror Marsel Terteryan er i øvrigt aktiv MMA-fighter — og om godt en måned går storebror i buret ved MMA GALLA vol. 31 i Odense.



