Danmarks kampsportsunivers

Officielt: Jon Jones stopper karrieren – Tom Aspinall er ny UFC-sværvægtsmester

Foto: Louis Grasse/PxImages

Jon Jones er færdig som UFC’s sværvægtsmester. Den amerikanske stjerne har officielt trukket sig tilbage fra MMA-sporten – og Tom Aspinall kan nu kalde sig champ i UFC’s tungeste vægtklasse.

Den chokerende nyhed kunne UFC-præsident Dana White afsløre under pressekonferencen efter UFC Baku lørdag aften, hvor UFC for første gang nogensinde havde holdt et event i Aserbajdsjan.

Læs også: Mangeårig champ: “Jones er chanceløs mod Aspinall”

Nyheden kom efter, at Jones selv ringede til UFC for at meddele, at han lagde handskerne på hylden.

“Han (Jon Jones, red) ringede til os i går aftes og gik på pension,” sagde White.

“Jon Jones er officielt pensioneret. Tom Aspinall er sværvægtsmester i UFC.”

Dana White havde for nylig sat en klar deadline for, hvornår han ville have booket kampen mellem Jon Jones og Tom Aspinall.

Det lader til, at den udmelding pressede Jon Jones til at tage beslutningen om ikke at vende tilbage til sporten og i stedet stoppe karrieren.

Det er ikke mange dage siden, at Jon Jones udtalte, at han “lige nu ikke kunne være mere ligeglad med at kæmpe” – og nu har han så besluttet at lade UFC’s sværvægtsdivision komme videre uden ham.

To titelkamp på 840 dage
Jon Jones’ pensionering kommer syv måneder efter hans hidtil eneste titelforsvar i sværvægtsdivisionen, da han i Madison Square Garden stoppede 42-årige Stipe Miocic.

Jones vandt titlen som sværvægtsmester tilbage i marts 2023, hvor han besejrede franske Ciryal Gane.

Dermed nåede Jon Jones 840 dage som ubestridt sværvægtsmester til trods for, at han blot kæmpede to gange i divisionen.

Der er endnu ikke meldt noget ud om, hvornår Tom Aspinall skal i aktion for første gang som sværvægtschamp, men rygterne går allerede nu på, at der venter en kamp mod enten Ciryl Gane eller Jailton Almeida.

Jon Jones har også tidligere af flere omgange været champ i letsværvægt og han stoppet sin karriere med en rekordliste på 28 sejre og bare ét nederlag. Det faldt, da han på kontroversiel vis tabte på diskvalifikation mod Matt Hamill for ulovlige albuer.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.