Mens de fleste nok nyder en velfortjent sommerferie, har den unge danske thai-bokser Oliver Payne andre planer.
Den professionelle Roots Gym-fighter har sammen med et par holdkammerater valgt at tilbringe sommeren i Thailand – og det er ikke en klassisk badeferie, der er blevet booket.
Senere i dag skal Payne nemlig i kamp ved den prestigefyldte muay thai-serie Rajadamnern World Series (RWS), hvis stævner foregår på en række legendariske Bangkok-stadions.
Her skal det danske stortalent op mod lokale Surachai Sitthailand.

Og Oliver Payne virker mere end almindeligt klar til opgaven.
I et opslag på sociale medier fortæller danskeren, at indvejningen er på plads.
“Vægten er klaret, og nu er alt fokus rettet mod kampen i aften på Rajadamnern Stadium,” skriver Payne og fortsætter:
“Første mission klaret.”
Kampen er en Super Lightweight-kamp op til 63,5 kilo og én af i alt syv kampe, der er på plakaten senere i dag dansk tid.



