Oliver Zaren (19-0) har fået sin hidtil største mulighed i karrieren.
Den ubesejrede supermellemvægter er udnævnt til officiel udfordrer til den ledige EBU EM-titel og kan dermed bokse et europamesterskab hjem til Danmark.
Chancen opstod, da landsmanden Jacob Bank i denne uge droppede EM-kampen til fordel for en storkamp på hjemmebanen i Kolding den 25. april.
Læs også: Efter vild triumf mod Scull: Jacob Bank klar til ny storkamp i Kolding
“Efter Jacobs afbud er muligheden tilfaldet Oliver – en chance han i den grad har gjort sig fortjent til,” skriver Primetime Boxing på Facebook.
Zaren skal møde spanske Jose Luis Navarro (17-2) om den ledige titel.
Ifølge Primetime Boxing er forhandlingerne med spanierne i fuld gang.
Siden Zaren kom på kontrakt hos Primetime Boxing sidste forår har han markeret sig som et af de stærkeste navne i supermellemvægtsdivisionen.
Han er blandt andet indehaver af IBF Intercontinental-titlen, som han vandt ved at besejre kroatiske Ante Bilic i oktober 2025.



