Danmarks kampsportsunivers

Olsen vil have titelkamp mod Seiler: Jeg har fortjent den

Janus Olsen pressede Gabriele Varesano hårdt ved MMA GALLA vol. 22. Foto: Klosterskov Foto / MMA GALLA.

Janus Olsen er ikke i tvivl efter den hårdt tilkæmpede sejr i lørdags, hvor han for første gang i som professionel gik tiden ud. En særdeles underholdende duel med italienske Gabriele Varesano, som efterfølgende blev kåret til fight of the night af MMA GALLA. Nu gælder det for Olsen om at få fingrene i firmaets nye weltervægtstitel.

Den tilhører pt. Simon Seiler fra Great Danes, der samme aften stoppede Olsens holdkammerat Mikkel Hennings efter bare 48 sekunder i den første weltervægtstitelkamp i MMA GALLAs historie. Men som en af MMA GALLAs mest markante kæmpere i 77 kilo-klassen, er det oplagt at Janus Olsen kan være den første udfordrer til Seiler. Et synspunkt som Olsen selv deler.

“100 procent, det vil jeg gerne. Jeg synes også, at jeg har fortjent det. Jeg er 4-1 i MMA Galla og han er 5-2 efter den her kamp, så i mine øjne er vores rekordlister helt lige. Så jeg ser ikke, at han har nogen vej uden om mig, og det ved jeg heller ikke, om han er interesseret i,” siger Janus Olsen til Fighting.dk.

Han var med i Mikkel Hennings hjørne ved lørdagens main event i Odense, og derfra så han en præstation fra den nye mester, der indgød respekt. 

“Simon var game fra start og kapitaliserede på alt, hvad han overhovedet kunne fra første sekund, og det tager jeg sgu hatten af for. Jeg var mega ked af det på Mikkels vegne, men man kan ikke andet end tage hatten af for en flot performance.”

Janus Olsen og Simon Seiler har begge været en del af det danske MMA-miljø en del år efterhånden. Til trods for det vil den potentielle titelkamp være første gang, at de to mødes i buret for at prøve kræfter. 

“Vi har kæmpet ved samme stævner masser af gange. Vi har også været tæt på at møde hinanden ved DM et par gange som amatører, men er altid endt med ikke at støde på hinanden,” siger Janus Olsen. 

Han afviser samtidig, at der ligger nogen ekstra motivation i, at Simon Seiler vandt bæltet mod en af hans holdkammerater og gode venner. 

“Nej, sådan har jeg det slet ikke. Jeg er stolt af min klub og vil gerne have bæltet med hjem, men Great Danes er også en god klub med nogle gode folk. Når vi er i Odense er de altid mega gæstfrie, så der er ikke noget der. Jeg har ikke så meget af det der klub mod klub eller person mod person. Jeg vil bare fremad, og lige nu er det Simon, der står i min linje fremad.”

Vil du opdateres på nyheder, interviews, reportager og quizzer fra Fighting.dk? Så følg os på Instagram eller Facebook

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.