Danmarks kampsportsunivers

Oskar Lang kræver titelkamp efter sejrsstime: “Han er bestemt ikke uinteressant”

Oskar Lang (røde handsker) tog en sikker sejr på point med Fredrick Høifødt ved MMA GALLA vol. 30. Foto: Sophie Danty Rügge

Oskar Lang havde en klar besked fra buret, da han sidste lørdag i Brøndby Hallen vandt en sikker pointsejr over den stærke nordmand Fredrick Høifødt.

Danskeren med de polske rødder har nu vundet tre kampe i træk – og næste gang vil han kæmpe om MMA GALLA-letvægtsbæltet.

Læs også: Efter tredje flotte sejr i træk: Nu vil Oskar Lang have en titelkamp

Letvægtstitlen er i øjeblikket ledig hos MMA GALLA efter at det norske stortalent og bælteindehaver Torpal Merjoev rykkede til Cage Warriors.

Og MMA GALLA-promotor Otto Sparre Knudsen er ikke afvisende over for, at Oskar Lang kan komme i spil til en titelkamp.

“Det er klart, at nu hvor han har vundet tre kampe i træk, så er han bestemt ikke uinteressant. Han har vist, at han har noget at have det i,” lyder det fra Otto Sparre Knudsen, der glæder sig over, at en MMA GALLA-titel er attraktiv for kæmperne.

En titel rykker en masse
“Det er jo fantastisk for os, at de danske fightere har opdaget, at det rykker en masse ting for dem, hvis de bliver champs hos os,” siger han.

MMA GALLA vol. 31 venter 9. maj i Odense – men herefter tager den danske MMA-promotion en pause hen over sommeren.

Og skal Oskar Lang i spil til en titelkamp, kan det meget vel blive, når MMA GALLA igen rammer Arte Suave-kæmperens hjemmebane i Brøndby Hallen.

Det er den 3. oktober.

Otto Sparre Knudsen understreger i hvert fald, at han har noteret sig Oskar Langs udmelding om en titelkamp.

“Jeg tager det med videre i det videre arbejde frem mod efterårets stævner,” lyder meldingen fra MMA GALLAs pro-promotor.

Oskar Lang har otte professionelle kampe med fem sejre og tre nederlag til følge. Han har vundet de seneste tre kampe – alle sammen i Brøndby Hallen på de københavnske vestegn.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.