Danmarks kampsportsunivers

Oskar Lang om stærk modstander: “Han kommer til Danmark for at få på munden”

Oskar Lang (tv) besejrede Lukasz Gradzki ved MMA GALLA i Brøndby Hallen i marts. TIl september er han tilbage i Brøndby ved MMA GALLA vol. 26.

Når kalenderen rammer den 6. september, så venter der et af de største shows i MMA GALLA’s historie, når den danske MMA-promotions slår dørene op til MMA GALLA vol. 26 i Brøndby Hallen.

Syv professionelle kampe er målet – og én af de pro-kampe, der allerede er på plads involverer fjervægteren Oskar Lang (3-3).

I går kom det nemlig frem, at Arte Suave-kæmperen møder Kai Holmes (3-1) i Brøndby Hallen. Hvis det navn virker bekendt, så skyldes det formentligt, at Oskar Lang og Kai Holmes er blevet matchet mod hinanden tidligere.

De skulle nemlig have kæmpet main event ved MMA GALLA i Aalborg den 10. maj – men den kamp måtte Oskar Lang trække sig fra.

“Det var pisse ærgerligt, at jeg var nødt til at aflyse sidst i Aalborg. Men nu glæder mig helt vildt til at komme ud og kæmpe igen,” fortæller Oskar Lang til Fighting.dk.

Var ikke bange for at møde ham
Han uddyber, at han er godt tilfreds med, at det bliver mod den samme modstander, som han skulle have stået ansigt til ansigt med i Aalborg.

“Jeg er glad for, at det er den samme modstander. Det beviser, at grunden til, at jeg trak mig sidst ikke var, at jeg var bange for at møde ham. Jeg er ligeglad med, hvem jeg står over for. Jeg skal bare ind og kæmpe og vise, at jeg er den bedste i Danmark,” lyder det selvsikkert fra Oskar Lang, der også sender en lille hilsen til sin kommende modstander.

“Jeg har ikke så meget mere at sige om min modstander. Han er god – men han kommer til Danmark for at få på munden.”

Oskar Lang kæmper til dagligt i Københavske Arte Suave. Derfor er Brøndby Hallen også at betragte som en slags hjemmebane for ham – præcist som den var, da han 1. marts submittede polske Łukasz Grądzki i anden runde.

“At komme ind i Brøndby Hallen og kæmpe gør det kun bedre at komme tilbage. At mærke stemningen igen, det bliver fedt. Der var virkelig god stemning sidst, og det var en fed og anderledes oplevelse at komme ud til så meget støtte. Det har jeg ikke prøvet før,” fortæller Oskar Lang.

MMA GALLA vol. 26 i Brøndby Hallen finder sted den 6. september.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.