Danmarks MMA-univers

Otto Knudsen kryptisk om potentiel titelkamp: ‘Et spændende bud’

Udsnit af MMA GALLAs nye plakat for stævnet i Brøndby Hallen 1. marts.

MMA GALLA satte tidligere på dagen billetsalget i gang til firmaets første stævne i 2025. Det blev gjort med en plakat, der viste, at datoen som ventet bliver 1. marts. Men mere interessant bestod plakaten af et billede af Frederik Strauss, som ifølge Fighting.dk’s oplysninger kæmper i main event om en ny fjervægtstitel i Brøndby Hallen.

MMA GALLAs medejer og matchmaker Otto Knudsen vil ikke bekræfte historien, da Fighting.dk fanger ham på telefonen.

”Billedet skal forstås sådan, at Frederik Strauss i hvert fald er på fightcardet. Det er hvad jeg kan løfte sløret for indtil videre. Med hensyn til fjervægtsbæltet er det en interessant tanke og et spændende bud, men jeg kan ikke give et 100 procent sikkert svar endnu på, hvem der bliver main event, og hvad der eventuelt bliver af titelkampe,” siger den mangeårige promotor.

For få fjervægtere til ren dansk duel
Hvilke parametre kigger I på, når I vurderer, om der skal lanceres en ny titel? Handler det om, hvor mange danskere der har succes i vægtklassen?

”Jeg kigger på fighterens rekordliste. Selv om vi tidligere har lavet danskeropgør om titlen, så er det ikke ensbetydende med, at det bliver et danskeropgør, hvis vi laver en titelkamp i fjervægt. Det er der ikke danskere nok med tilstrækkelig stærke rekordlister til lige nu. Så hvis det er det, der sker i Brøndby Hallen, så bliver det med et udenlandsk navn involveret,” fastslår Otto Knudsen.

Han glæder sig til at se, hvor mange mennesker MMA GALLA kan trække inden for til sit første event i den traditionsrige sportsarena, som er noget større end de nu tidligere gemakker i Glostrup Idrætspark.

Sidst var der stjerneparade
”Jeg har en forventning om, at vi fylder 1500-2000 mennesker ind i hallen,” siger Otto Knudsen, inden han glider over i det nostalgiske hjørne.  

”Det er meget sjovt, for jeg har lige siddet og delt opslaget om billetsalget, og det er 11 år siden, at jeg sidst lavede et MMA-stævne i Brøndby Hallen. Det var European MMA i 2013, og der havde vi 2400 mennesker inde knap og nap. Så vi stiler efter at fylde hallen.”

Plakaten fra European MMA i 2013.

European MMA 6 fandt sted den 26. september i 2013, og main eventet var en titelkamp i weltervægt, hvor Nicolas Dalby i sin sidste kamp inden skiftet til Cage Warriors mødte en af dansk MMA’s grand old men Morten Djursaa. Der var også blevet en titelkamp til Christian Colombo, plads til de to talenter 21-årige Søren Bak og 19-årige Mads Burnell, og såmænd professionel MMA-debut til en vis Mark O. Madsen.

MMA GALLAs nuværende tilskuerrekord lyder på 1600, som blev sat i Odense sidste år.

”Den satser vi stærkt på at slå,” slutter Otto Knudsen.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.