Det er snart to måneder siden, at Roots Gym på den københavnske vestegn slog dørene op med Steffen Weise som ankermand.
Det nye gym har allerede stået bag et velafviklet Scandinavian Open, hvor godt 100 muay thai-fightere var i aktion fordelt over flere dage.
Men Roots Gym har også en række af landets mest spændende muay thai-talenter tilknyttet. Et af dem er Oliver Payne, der tog med Steffen Weise fra Mikenta.
Læs også: Steffen Weise åbner nyt gym – tager store Mikenta-profiler med sig
Og den 17-årige muay thai-pro ser stort potentiale i den nye klub, hvor han også selv er tilknyttet som coach.
“Jeg valgte at skifte, fordi jeg så den bedste fremtid i Roots med mine coaches og selvfølgelig Steffen, som også har været min træner fra starten. Det var svært for mig at sige farvel til Mikenta, men ikke en svær beslutning at skifte, for jeg ved, at vi får bygget en klub, der vil gavne min karriere, og som kan blive en af de allerstørste i Europa og verden,” fortæller Oliver Payne til Fighting.dk.
Høje ambitioner
Den unge dansker har sideløbende med sin nye rolle i Roots Gym fortsat fokus på sig selv og sin egen karriere. Ambitionerne har aldrig været større, forsikrer han.
“Ja, det er en ny klub – men jeg har selvfølgelig stadig høje ambitioner. Jeg træner hårdt, selvom vi er i gang med at bygge en ny klub op,” fortæller Oliver Payne, der har holdt sig aktiv siden starten af april, hvor han på kontroversiel vis led et nederlag på point ved et stort stævne i Skotland.
Læs også: Oliver Payne lider kontroversielt nederlag: “Hvordan tabte jeg den her kamp?”
“Jeg har ikke holdt pause siden min kamp i Skotland, og snart tager jeg til Thailand og giver den maks gas. Jeg regner med at kæmpe dernede – muligvis til RWS (Rajadamnern World Series, red.), hvis det hele passer. Men planen er, som den altid har været. Jeg vil være én, der bliver husket inden for sporten og når toppen af toppen. Jeg stopper ikke før,” lyder det fra Oliver Payne.

