Mens Max Holloway besejrede Conor McGregor på bare 69 sekunder i main event ved UFC 329, endte nattens co-main event i T-Mobile Arena endnu hurtigere.
Læs også: Fadæse for McGregor i hypet UFC-comeback: Tabte efter blot 69 sekunder
Og det var helt og holdent Paddy ‘The Baddy’ Pimbletts fortjeneste.
Den ultrapopulære Liverpool-fighter tog nemlig en lynsejr over den ellers så stærke franskmand Benoît Saint Denis, der blev stoppet på submission via en D’Arce choke efter blot 52 sekunder af første omgang.
Kampen var reelt afgjort, næsten før den kom i gang. Saint Denis missede et højt spark og skød derefter ind efter en takedown – og det viste sig at blive en skæbnesvanger beslutning for den tidligere elitesoldat. Pimblett fangede ham hurtigt i en stram choke, som Saint Denis aldrig slap ud af.
Statement fra Pimblett
Det var første gang i karrieren, at Saint Denis blev submittet – og sejren var intet mindre end et statement fra Pimblett.
Briten kom nemlig ind til kampen efter sit første UFC-nederlag nogensinde, da han i januar tabte interimtitelkampen til Justin Gaethje, der siden er blevet ubestridt letvægtsmester. Flere kritikere havde efterfølgende afskrevet Pimblett som en, der ikke kunne begå sig i den absolutte top.
Det svar leverede han så på 52 sekunder.
“Alle sagde, jeg var færdig, fordi jeg tabte til Gaethje. Hvad så nu? Er jeg færdig?” lød det fra en tændt Pimblett efter kampen, inden han kaldte hele letvægtstoppen ud – med både Ilia Topuria og en Gaethje-revanche på ønskelisten.



