Danmarks MMA-univers

Promanee kaster snørren ud til Mark O: Jeg kan fylde KB Hallen

Mack Promanee var i september udlånt til MMA GALLA fra OKTAGON, der endnu ikke har givet ham debut. Foto: Michael Barrett Boesen.

Selv om Mack Promanee har fået garanti for en kamp til marts af OKTAGON, så har den tidligere MMA GALLA-mester ikke tænkt sig at vente så længe på sin næste tur i buret.

Promanee kæmpede i september for sin gamle promotion ved et stævne i Nakskov, og nu øjner han muligheden for at kommed på plakaten, når Dominance FC holder sit andet stævne i KB Hallen halvanden uge inde i det nye år.

“Hvad var det nu, han sagde? Noget med at danske MMA-fightere skal have nogle nosser og gøre lidt opmærksom på sig selv. Så tænkte jeg bare, at det ville være lettere at få lidt opmærksomhed på mig selv, hvis jeg var på et af hans kort,” siger Mack Promanee til Fighting.dk.

Læs også: Mark O. opfordrer danske kæmpere: Vis nosser

Kan sælge hele hallen ud
Mack Promanee har før haft kontakt med DFC-præsidenten, som han delte kort med, da Cage Warriors var i selvsamme KB Hallen tilbage i 2019. Bantamvægteren er overbevist om, at han kan være et heftigt trækplaster for den nye promotion.

“Jeg har sagt til ham før, at han bare kan sætte mig på kortet. Jeg er selv københavnerdreng. Det er min hjemby, og det ville være mærkeligt ikke at sætte mig på sådan et kort. Jeg tror sagtens… eller jeg ved, at jeg sagtens kan sælge hele hallen ud,” lyder det selvsikkert fra Promanee.

Ville gøre det uden at få lov
Arte Suave-kæmperen er på kontrakt hos OKTAGON. Men eftersom der vil være gået over 14 måneder siden kontrakten blev underskrevet, når han endelig får sin debut i marts, skænker Mack Promanee ikke tjekkerne mange tanker i forhold til at tage en kamp i en anden promotion i mellemtiden.

Mack Promanee med MMA GALLAs bantamvægttitel. Foto: MMA GALLA/Klosterskov Foto.

“Der er stadig grønt lys, men om så der ikke var, så ville jeg stadig gøre det. Jeg vil bare gerne kæmpe,” siger Promanee.

Nu vil tiden vise, om Mark O. Madsen finder plads til Mack Promanee den 11. januar ved DFC 02.

I videoen herunder fortæller Mack Promanee, hvorfor han stadig er træt af kommunikationen fra den europæiske promotion og om et godt råd, som han fik af sin OKTAGON-kollega Jonas Mågård.


Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.