Otto Sparre Knudsen har gennem årerne sat mange underskrifter på kontrakten med kæmpere.
Men trods sin årelange erfaring kan han stadig blive mere end almindeligt glad, når han får en fighter på kontrakt i MMA GALLA.
Og han lægger bestemt heller ikke skjul på sin begejstring over, at det er lykkes at få papiret på Foaud Sandbeck.
Læs også: MMA GALLA skriver pro-kontrakt med Fouad Sandbeck
“Jeg er meget, meget glad os stolt. Fouad er en fantastisk kæmper og vi har haft et godt samarbejde igennem mange år, men der var rift om ham – også fra konkurrerende promotions – så at han vælger os, det kan jeg kun være tilfreds med og stolt over. Så har vi gjort noget rigtigt,” understreger Otto Sparre Knudsen.
Fouad Sandbeck har haft en flot amatørkarriere med ti sejre i 12 kampe, og Renegade MMA-fighteren imponerende stort ved det nyligt overståede MMA GALLA vol. 26 i Brøndby Hallen med en flot TKO-sejr over den finske amatørmester Robin Ylimäki.
Den sejr gav både en fortjent hæder som Knockout of the Night og en perfekt afrunding på en flot amatørkarriere.
“Det var en perfekt afslutning på hans amatørtid. Det kunne ikke gøres med bedre,” siger Otto Sparre Knudsen, der kun har roser til overs for det, Fouad Sandbeck har opnået i sin amatørkarriere.
Den bedste herhjemme
“Ser man samlet set på det, så synes jeg, han har været den bedste bantamvægter i Danmark i de seneste år. Jeg ved godt, at han taber en meget tæt kamp på point til Emil hos os (et nederlag i DM-finalen mod Emil Shahriari ved MMA GALLA vol. 24, red.), men kigger på alle hans kampe, og den måde, han har vundet sine kampe på, så er han i min optik den bedste herhjemme,” fortsætter MMA GALLA-promotoren.
Ifølge Otto Sparre Knudsen så har Sandbeck potentialet til at komme rigtig langt som MMA-kæmper.
“Med den rigtige opbygning, så har han helt klart champ-potentiale. Men lad os nu lige give ham hans debut først. Han skal jo ikke ind og kæmpe titelkamp, fordi han vinder en kamp eller to. Det er der ingen, der gør hos os. Fouad skal bygges stille og roligt op, og hvis han ellers bliver ved med at levere varen, så er han jo ikke til at komme uden om til sidst,” siger Otto Sparre Knudsen.
Læs også: Stor ros til MMA GALLA-profil: “Han er enhver matchmakers drøm”
MMA GALLA har fortsat to store stævner tilbage i år i henholdsvis Aarhus og Odense, men det bliver før 2026, at Sandbecks pro-debut venter.
“Vi vil gerne give ham debut på hjemmebane, så vi sigter efter vores næste stævne i Brøndby Hallen,” afslører Otto Sparre Knudsen.
Det vil i givet fald være til MMA GALLA vol. 30 den 28. marts næste år.




