Denne klumme blev oprindeligt brag i sommer, da Alex Pereira for anden gang havde knockoutet Jiri Prochazka. Det var længe før I kendte til Fighting.dk, så i anledning af brasilianerens næste titelforsvar på lørdag, får I den lige igen.
I 1995 gik Max Cavalera rundt i Belo Horizonte med sin bror Igor og bryggede på idéer til det sjette album fra deres fælles passionsprojekt – metalbandet Sepultura. En af de åbenbaringer Max fik undervejs var en lyst til at jamme og optage med en af de indfødte stammer i Brasiliens dybeste indre. Derfor drog brødrene ind i regnskoven i Mato Grosso, hvor de fik audiens hos Xavante-folket. Xavante-stammen er notorisk mistroiske overfor waradzu, som de kalder mennesker fra andre kulturer. En mistro der gror ud af en historie fyldt med barske og bitre møder med det, som vi prætentiøst kalder civilisationen. Lige præcis musik er dog en af de kommunikationsformer, som Xavante bruger til at åbenbare sig over for andre verdener, og da de var blevet introduceret for Sepultura med billeder, sange og beretningen om et band, som på deres egen måde blev set ned på af det bedre brasilianske borgerskab, følte de indfødte en form for åndeligt fællesskab med metalhovederne, og inviterede dem ind i deres lille lukkede samfund. Optagelserne med Xavante-folket blev til instrumentalnummeret ‘Itsári’, der betyder rødder, og således blev en form for alternativ titelmelodi på albummet, som Cavalera-brødrene endte med at navngive ‘Roots’.
Små 30 år efter sin tilblivelse har den stemningsfulde komposition fået nyt liv af en anden unik brasilianer. Alex ‘Poatan’ Pereira. En tidligere murer der selv har sine rødder blandt nogle af de allerførste brasilianere. Godt nok ikke Xavante-folket men Pataxóerne, der ligeledes blev decimeret af de mere vestlige kræfters indtog i landet. For Alex Pereira er det dog en anden historie. Det er ham, der har decimeret resten af topnavnene i UFC. I optakten til lørdagens UFC 303 kaldte Jon Anik ‘Poatan’ for den nu største stjerne i firmaet næstefter ikonet over dem alle Conor McGregor. Det er svært at være uenig, for på mindre end tre år i UFC er Pereira blevet ham, de høje herrer allerhelst vil have med, når der virkelig er brug for et main event, som kan trække tegnebøgerne op ad lommen på de amerikanske MMA-fans. ‘Poatan’ trådte til med ni ugers varsel, da jubilæumsstævnet nummer 300 manglede en hovedret, der kunne matche de spektakulære appetizers på resten af kortet. I lørdags havde letsværvægtschampen blot haft to ugers forberedelse, efter han afbrød en hyggeturné i Australien, da matchmakerne rakte hånden frem – forhåbentlig viftende med en check fuld af nuller.
Xavante-folket sætter sig ikke ned og komponerer, når de skaber musik. Det kommer til dem i deres drømme. Eller bliver ‘leveret’ til dem, som de selv udtrykker det. Om Dana White havde drømt sig til, hvor stor en superstjerne han fik leveret, da UFC hyrede Alex Pereira i 2021, er nok tvivlsomt. På det tidspunkt savnede mellemvægtsdivisionen desperat friske udfordrere til Israel Adesanyas urørlige regime som mester, og selv om Pereiras MMA-CV blot talte tre sejre og et enkelt nederlag, så øjnede UFC et narrativ i kraft af ‘Poatans’ to sejre over den suveræne ‘Stylebender’, da de begge slog deres hooks og uppercuts i GLORY. Berusede af brasilianerens flotte start i firmaet gav de ham titelkampen mod hans nigerianske nemesis allerede efter et enkelt år. Et år hvor en knockoutsejr over Sean Strickland – dengang blot et stykke rapkæftet ranglistefyld – reelt var det eneste relevante resultat på hans rekordliste. Resten er historie, og det betyder ingenting, at der har været snubletråde på vejen i form af knockoutnederlaget i revancheopgøret med Adesanya. Alex Pereira er blevet et fænomen blandt de i forvejen mange mytiske karakterer, der er trådt ind i The Octagon de sidste 31 år.
Hvad det er, der drager ved den stilfærdige mand med hænder af sten, er ikke så ligetil at sætte fingeren på. Jovist, han er en eminent striker. Christian Colombo stillede lørdag spørgsmålet, om Alex Pereira måske kan være den bedste af slagsen, vi har set i UFC. Men alt andet lige har vi set så mange med unik knockoutpower og teknik, at de evner ikke skaber en superstjerne af egen effekt.
Alex Pereira taler ikke et ord engelsk. Eller måske gør han det alligevel i det daglige mellem træningerne hos mentor Teixeira i Bethel, Connecticut, hvor det portugisisk-talende subsamfund ikke kan være voldsomt stort. Men i alle interviewsammenhænge får vi hans velovervejede ord gennem en tolk. Ergo er det heller ikke talegaverne, der har skubbet ham frem i stævnen af skibet.
Jeg tror, svaret skal findes i Poatans karisma og en undervurderet sans for selviscenesættelse. Han ligner en iskold dræber, når han har tændt på kontakten. Men han og folkene omkring ham har også formået af udnytte virkemidler, som vi kender fra især professionel wrestling. Selv med et opmærksomhedsbehov, der fremstår såre beskedent i sammenligning med de mange langt mere højtglammende hunde UFC’s kennel, så har Pereira modsat de fleste af sine kolleger formået at skabe flere faste og teatralske kendetegn, som vi dødelige sidder klar til at labbe i os. Der er den Pataxo-inspirerede krigsmaling til indvejningen. De næsten spirituelt messende toner fra føromtalte ‘Itsári’, der indtager arenaer som en usynlig tåge. Hans pausende pantomime med bueaffyring mod modstanderen under entréen. Altid til begejstrede brøl.
Og det mest effektfulde af det hele: Hans stoiske staredowns i oktagonen. Oven på 303’s skuffende blodfattige fightcard indtil da, blev alle med øjne og puls øjeblikkeligt flået ud på kanten af sofaen af et ikonisk minut op til Bruce Buffers introduktion. Med Pereira og Procházka der nedstirrede hinanden fra hver sin side af buret. UFC’s producer leverede en mesterlig western-inspireret billedside og traf den eneste rigtige beslutning om at lade de to kæmpere fortsætte deres pre-duel længere end normalt, mens kommentatorer, tilskuere og seere glubske sugede til sig af den utrolig intense atmosfære. Måske man heller ikke skal undervurdere betydningen af det øjeblik rent psykologisk for Pereira. Hvilken udfordrer vil ikke blive intimideret i sådan et moment?
Tja, måske lige netop Jiří Procházka. Den tidligere titelindehaver stirrede i hvert fald direkte tilbage på champen uden at flytte pupillerne en millimeter undervejs. Jeg var blevet nervøs for, om Procházkas normalt unedbrydelige mentale plexiglas slog revner, da han tidligere på ugen begyndte at klage over Pereiras shamanistiske magi, men da de stod ansigt til ansigt, så den tjekkiske samurai ud til at være uberørt af situationen. Desværre for Procházka betød det ingenting. Hans ekstremt risikobetonede stil har skabt ham en enormt imponerende kampsportskarriere, men den vil formentlig så godt som hver gang være dødsdømt mod en nådesløst nøjagtig og brutalt hårdtslående – såvel som sparkende – modstander á la Alex Pereira.
Nu vil tiden vise, hvem der bliver næste udfordring for den nye gallionsfigur. Det er indiskutabelt, at Magomed Ankalaev fortjener titelkampen mere end nogen anden letsværvægter, men russeren lider under at være totalt blottet for alt den flamboyance, som ‘Poatan’ besidder, og man fornemmer, at White, Campbell og co. hellere vil have en kollektiv stafylokokinfektion end at give den knastørre dagestaner en ny chance for at sætte sig på tronen. Slet ikke nu hvor Pereira har vist sig som definitionen på firmaets mand, der både stiller op og leverer uanset hvor og hvornår, han bliver tilkaldt. Det er muligvis et bedre bud, at matchmakerne lader sig smitte af Joe Rogans uhæmmede entusiasme omkring et nyt kapitel i Pereiras eventyr. Et der skal skrives i sværvægt. Colombo udlagde situationen klogt i kommenteringen, for selvfølgelig skal pensionskampen mellem Jon Jones og Stipe Miocic af vejen først. Når de to legender har takket af, skal der findes en tronarving, og hvem ønsker sig ikke at opleve et episk showdown mellem Alex Pereira og den blodtørstige brite Tom Aspinall i begyndelsen af det nye år? En mulighed for at finde UFC’s første triple-champ?
Det smager sgu af chama. Jeg lægger ‘Itsarí’ i toppen af playlisten, mens vi venter.
(Red: Og i stedet for Ankalaev eller Aspinall kom UFC altså op med Khalil Rountree Jr. som næste udfordrer. Den glæder vi os temmelig meget til på lørdag.)