Det er tid til tredje kapitel i Mark O. Madsens MMA-satsning. De startede med DFC 01, som blev fulgt op af DFC 2.0, og efter en solid sponsoraftale med en vis dansk sikkerhedssko-gigant, er der nu skiftet navn igen på lidt mere markant vis til Airtox Dominance Fighting Championship 3.0.
Airtox DFC-præsident Mark O. Madsen havde ambitioner om at skabe det stævne med flest professionelle kampe siden UFC’s besøg i Danmark i 2019, hvor han selv var på kortet. Men det ville være en underdrivelse at sige, at stævnet er blevet ramt af en del afbud de seneste dage og uger.
Så sent som i går valgte Joakim Jankovic og hans team at trække sig fra kampen mod den hasteindkaldte brasilianer Edipo Lima, der kom til indvejningen to et halvt kilo for tung og uden intentioner om at smide den sidste vægt. Den attitude gad danskerne ikke, og derfor ender Airtox DFC 3.0 på seks amatørkampe og seks professionelle. Heldigvis stadig med masser at glæde sig til.
EARLY PRELIMS:
Mark Damstedt vs. Aleksander Lasinski
Aftenen slutter med Janus Olsen, men starter med hans klubkammerat Mark Damstedt, der selv har bedt Mark O. Madsen om at få lov til at åbne showet. Damstedt er en yderst rutineret med godt 10 år bag sig på amatørscenen, og 15 kampe.
Med en solid record på 12-3 ligner den 33-årige kæmper en favorit til at give KB Hallen en perfekt start på aftenen set med danske briller, men det er ærlig talt svært at komme med en reel vurdering af Aleksander Lasinski.
Polakken er ikke noteret for nogen kampe hos de gængse statistiksider, men på hans instagram-profil fremgår det, at han har deltaget ved polske stævner så sent som for syv uger siden, hvor han dog måtte trække sig med en tilsyneladende mindre skade inden finalen.
Uanset erfaring ved vi, at polske kæmpere hellere vil bæres ud af buret end at tabe, så forhåbentlig bliver stævnet sat igang med et brag.
Alan Ali vs. Jon-Marius Krislok
Der var oprindeligt endnu flere nordmænd med på kortet ved Airtox DFC 3.0 end de seks tilbageværende, men vores norske venner har oplevet et mindre mandefald.
En af dem der har klaret den er Jon-Marius Krislok, der skulle have været oppe mod Ismael Naurdiev, hvis storebror Israel er UFC-fighter. Men Naurdiev måtte melde fra, og i stedet er Alan Ali fra Great Danes trådt til.
Det er til trods for, at Ali også har en kamp hos MMA GALLA i Aalborg så snart som 10. maj. Han er ikke ligefrem bleg for at holde fight-frekvensen høj. Ali vandt sin seneste kamp i februar ved et af hans klubs Low Key-stævner i Odense.
Krislok har et par kampe ved lignende små klubstævner i Norge, men vi tror på endnu en kamp med dansk favoritværdighed.
PRELIMS:
Emil Bamdad Shahriari vs. Nahid Kartal
Efter de to såkaldte early prelims-kampe, bliver prelims (det store undercard om man vil) sat igang af den danske mester i bantamvægt Emil ‘Bambam’ Shahriari, der går i buret med store forventninger fra Airtox DFC-præsident Mark O. Madsen.

Shahriari (8-2) vandt DM-guld i en tæt kamp mod sin tidligere klubkammerat Fouad Sandbeck i Odense i oktober, og har siden blandt andet døjet med en skade, men nu er han klar til at kæmpe sin første kamp i KB Hallen, og det er med et løfte om en pro-kontrakt fra Madsen som en temmelig stor gulerod.
I vejen for den præmie står norske Nahid Kartal, der træner i Oslo hos en af skandinaviens førende UFC-fightere Jack Hermansson, som har fidus til, at Kartal kan nogle ting, der blive svære at håndtere for ‘Bambam’. Vi får se.
Oliver Petersen vs. Sander Wind
Der er et eller andet specielt over danskerkampe, og sådan en får vi også ved Airtox DFC 3.0. Endda mellem to kæmpere, der for bare to uger siden var i kamp ved samme stævne i Odense.
Ved den lejlighed tog Mikentas Sander Wind sin fjerde sejr af fire mulige mod Oliver Petersens klubkammerat fra Great Danes Johannes Jeppesen, og det giver selvfølgelig ekstra krydderi på en allerede interessant kamp.
Petersen har haft et godt 2025, hvor han har været med det danske landshold til EM i Beograd og for et par uger siden stoppede sin modstander i første omgang med karrierens første submission-gevinst.
Fynboen droppede sidste år ud af gymnasiet for at hellige sig MMA-drømmen på fuld tid, og alene det mindset gør ham til et interessant talent. Nu skal han så prøve at blive den første fighter, der besejrer godt 10 år ældre Wind i buret.
Mikkel Emil vs. Alen Zangana
Mikkel Emil fra Esbjerg Fightcenter har været med på kortet til de første to Airtox DFC-stævner, og blev tidligt annonceret til den her aften også. Mikkel Emil er i den unikke situation, at han har 9 kampe bag sig som MMA-fighter, men stadig jagter sin første sejr.
I marts tog han en thaiboksekamp hos den danske kampsportshybrid UNITE, men måtte også her se sig besejret. Heldigvis brænder ilden videre hos vestjyden, der trives med at bølgerne går højt i buret og har frasagt sig bløde modstandere.

Om han får det i Alen Zangana i et MMA-bur er svært at sige, da det er første MMA-fight for svenskeren. Til gengæld har han 41 amatørboksekampe (17-24), og virker ligesom sin danske modstander til at være typen, der skyder med absolut alt, hvad der er i våbenkammeret. Den her kan godt blive sjov at se på.
Kasper Hansen vs. Jiffa Kundo
Airtox DFC gentager succesen fra seneste stævne i januar og sætter store Kasper Hansen fra CSA på i aftenens sidste opvarmningskamp.
Sidst mødte sværvægteren den intense tysker Jonibek Yusupov i en kamp, hvor Hansens store følgeskare i arenaen fik tændt op på tribunerne, og Yusupov bidrog til en intens kamp, så længe der var luft i lungerne. Det var der ikke til en hel kamp, og det endte fortjent med dansk sejr.

Om han kan nå op på sanger klinger med svenske Jifa Kundo får vi se. Kundo, der er tidligere deltager i det svenske ‘Love Island’, har pustet til til ilden med løfter om at stoppe Kasper Hansen. I buret har Kundo tre sejre og to nederlag mod Hansens record på 4-1, og kun en enkelt af hans kampe er vundet på point, ligesom han selv er blevet stoppet to gange.
Forhåbentlig har Hansen igen masser af fans med til at lette på taget til arenaen, og forhåbentlig kan Kundo gøre det til en ligeså sjov forestilling som den med Yusupov fra sidst.
MAIN CARD:
Mohammad Zarey vs. Veselin Dimitrov
I main cards første kamp får vi også det på papiret største mismatch. Norske Mohammad Zarey er egentlig på kontrakt hos det store amerikanske forbund Professionel Fighter’s League, men amerikanerne har mange mand på personalelisten, efter de lukkede pendanten Bellator, og Zarey er derfor blevet en af dem, der er søgt andetsteds hen midlertidigt for at blive beskæftiget.
Han møder Veselin Dimitrov, der i aften i KB Hallen fejrer jubilæum som professionel MMA-fighter med kamp nummer 50. Den 37-årige bulgarer debuterede helt tilbage i 2011, og har tabt 35 gange udover sine 14 sejre. 19 på knockout og hele 15 via submission.
Zarey – eller ‘The Kurdish Gorilla’, som han også kalder sig – har stoppet seks modstandere i otte sejre. Så det bliver næppe en lang forestilling, og det kan meget vel ende med et brag – eller lyden af en hånd, der klapper hidsigt på kanvassen.
Seyamand Rida vs. Kostas Bozidis
Den anden af to kampe uden dansk deltagelse. Det var dog ikke planen, for Seyamand Rida skulle egentlig have duelleret med danske Abdullah Amer fra Arte Suave, der ligesom sin klubkammerat Marco Birch – main eventeren ved Airtox DFC’s seneste stævne, har revet en skulder af led. Mens Birchs planlagte modstander venter på, at han bliver klar, så har Rida accepteret at møde cypriotiske Kostas Bozidis.
Det er normandens Ridas professionelle debut, og meget tyder på, at han får en blød start. I hvert fald har Bozidis tabt alle sine fire kampe som professionel, og er blevet knockoutet i de tre. Senest af Afrim Thaqi, som Marsel Terteryan stoppede i KB Hallen ved Airtox DFC’s seneste stævne i januar. Selv om Seyamand Rida er debutanten, så skal han simpelthen vinde den her.
Mack Promanee vs. Rawand Ouba
Mack Promanee er den mest rutinerede danske kæmper på kortet med 12 kampe som professionel. To af dem har været i KB Hallen – den første og den seneste – og begge har været frustrerende forestillinger, der er endt i tætte nederlag.

Derfor er Promanee – som fortsat er på kontrakt hos den store europæiske promotion OKTAGON uden at have fået debut – svært motiveret for endelig at få en sejr i en af hjembyens mest populære arenaer.
‘The Wave’ havde forståeligt håbet på en modstander med flere meritter som professionel, end pro-debutanten Rawand Ouba, som er trådt til med kort varsel i stedet for en anden pro-debutant, som var ligeledes norske Asad Temor. Men i sidste ende er det vigtigste selvfølgelig, at Promanee kommer i kamp.
Ouba har ved siden af en god håndfuld amatørkampe også erfaring fra amatørboksning, og har udover sit norske pas også rødder i Holland, som er en af Europas lidt undervurdere kampsportsnationer, så det ligner to fightere, der kommer til at gå helhjertet efter det, og næsten kun kan levere god underholdning i processen.
Jon Stadil Palm vs. Ihsan Mangal
En kamp der har været undervejs i det meste af 2025. Jon Stadil Palm skulle vente længe med at få sin modstander i januar til DFC 2.0, og da norske Ihsan Mangal endelig trådte til, var det kun for en kort bemærkning, inden nordmanden måtte trække sig med en skade.
Men da Palm havde besejret den rumænske stand-in Marius Leahu, var Mangal første mand med en lykønskning – og en udfordring – i indbakken. Det er professionel debut for nordmanden, der har gode meritter i kickboksning, og anden tur i buret uden benskinner og store handsker for Jon Stadil Palm.

Den københavnske fighter har leveret sejre, der begejstrede KB Hallens besøgende ved Mark O. Madsens første to stævner, og er selvfølgelig på jagt efter at gøre det igen. Men Mangal kunne også godt ligne den farligste af hans foreløbige tre udfordrere i Dominance-regi.
Marsel Terteryan vs. Saeid Najafian
Marsel Terteryan fik sin pro-debut ved Mark O. Madsens første DFC-stævne, og er for tredje gang af tre mulige i co-main event. Han gjorde kort process med først engelske Nathan Massey og senest norske Afrim Thaqi.

Nu gælder det så iransk-ungarnske Saeid Najafian, der er trådt til efter Terteryans oprindelige svenske modstander sprang fra. Det er endnu en pro-debutant, men også en kæmper der har masser af erfaring fra blandt andet karate og vandt otte af sine ni kampe i amatør-MMA, så Terteryan tager ikke let på udfordringen fra den sent indkaldte vikar.
Her fra håber vi, at kampen går længere end Terteryans første to, så vi kan få et mere fyldestgørende billede af hans uomtvistelige potentiale, og en stærk sidste appetizer inden aftenens hoved kamp.
Janus Olsen vs. Vasileios Tranakidis
Airtox DFC lod som bekendt sine Instagram-følgere afgøre, hvem der skulle kæmpe main event, og her faldt valget på Janus Olsen med hele 63% af stemmerne. CSA-fighteren kom på dramatisk vis over fra konkurrenten MMA GALLA tidligere på året, efter han blev pillet af kortet til deres stævne i Brøndby Hallen.

Dagen efter indgik Olsen en aftale med Mark O. Madsen, og nu er han klar til den debut i KB Hallen, som det tidligere FCK-fodboldtalent har haft på ønskesedlen i hele sin MMA-karriere. Endda som main eventer. Det bliver spændende at se, hvordan historien foreløbigt kulminerer.
Tranakidis har ligesom Olsen en foreløbig rekordliste på 4-1, men har ikke været i buret siden november 2023, hvor han blev knockoutet. Janus Olsen derimod kæmpede tre gange i 2024, og har vundet sine seneste to. Det kan meget vel blive aftenens største brøl, hvis han også nedlægger sin græske udfordrer.

Olsen er en af de mest underholdende kæmpere på den hjemlige scene med en herligt aggressiv stil, som han har forsøgt at gøre mere kontrolleret. For actionhungrende fans heldigvis med begrænset succes.
Airtox Dominance FC 3.0 kan ses på Pluto TV i aften fra klokken 20.45 og følges i vores liveblog her på Fighting.dk.




