UFC er endnu en tur nedenunder og har sat et solidt kort op, som de har for vane, når de besøger Australien. Foruden de to titelkampe er der en trio af lokale fightere, der kommer op mod modstandere, der alle ligner dræbermaskiner ud fra deres respektive rekordlister. Main card begynder om under syv timer, så lad os få gennemgået kampene og sat nogle bud på.
Jake Matthews vs. Francisco Prado
Matthews har været UFC-ansat i over 10 år og går ind til sin 21. kamp i nat i Sydney. Matthews har vist sig langtidsholdbar i UFC, men har ikke flyttet sig ret langt frem i bussen siden debuten i 2014. Det største navn, han har slået er Diego Sanchez, men det var efter, at der begyndte at spille baglæns balalajka på øverste etage hos Sanchez. Joshua Fabia-perioden.
Prado har været underholdende siden sin entre i UFC for næsten nøjagtig to år siden. Han har tabt to af sine første tre kampe, men har slået godt fra sig i begge mod Jamie Mullarkey og senest Daniel Zellhuber. Prado har hidtil kæmpet i letvægt, hvor han alligevel kom op mod klart større modstandere i de to førnævnte, hvor han kom til kort. Noget mystisk har han valgt at gå en vægtklasse op til denne kamp, hvilket er svært at finde logik i for den 178 centimeter høje sydamerikaner. Med sine 22 år og en rekordliste på 12-2, hvor af alle 12 sejre er vundet før tid, venter der spændende ting på Prado, men ikke i weltervægt og ikke i nat mod en igen større og mere rutineret modstander, der har set lidt af hvert.
Fighting.dk’s forudsigelse: Matthews vinder og kampen går tiden ud – 1,74 hos Nye Expekt.
Jimmy Crute vs. Rodolfo Bellato
Bellato knockoutede en ubesejret modstander i sin Contender Series-kamp og fulgte op ved at stoppe Igor Potieria i sin officielle UFC-debut. Jeg spår ikke Potieria en lang fremtid i UFC, men det er stadig en fin debut for brasilianeren, der ligesom Francisco Prado har en rekordliste på 12-2. Han har stoppet modstanderen i 11 af sine 12 sejre og kun tabt to gange til samme mand – Vitor Petrine – en anden UFC-brasilianer. Han møder Jimmy Crute, som er uden sejr i sine seneste fire kampe og må mærke et vist pres forud for den her. Crute har faktisk ikke vundet en kamp siden oktober 2020, hvor han stoppede Modestas Bukauskas, og den tidligere så lovende aussie har hårdt brug for en sejr. Desperation, mangel på momentum og en modstander med helt anderledes vind i sejlene, lover ikke godt for ‘The Brute’. Omvendt har han langt mere erfaring på topniveau end Bellato, og har hele arenaen i ryggen. Og så er det altså Anthony Smith, Jamahal Hill og Alonzo Menifield han har tabt tre af de seneste fire til. Jeg tror han forlænger UFC-livet lidt endnu.
Fighting.dk’s forudsigelse: Jimmy Crute vinder kampen – 2,30 hos Nye Expekt.
Justin Tafa vs. Tallison Teixeira
Jeg er ikke verdens største fan af Tafa-brødrene. Klart, de har knockoutpower i næverne som få, og de ser ud som om, at Mark Hunt kom forbi Tafa-hjemmet et par gange i starten af 90’erne, mens far-Tafa var ude og slå til søren. Men det er også et par trivielle tryllekunstnere med det ene trick, de har i ærmet. Der plejer der at være mere i brasilianske kæmpere, som kommer fra en noget grundigere skole ud i slagsmål. Tallison Teixeira så også rimelig grusom ud i Contender Series, hvor han ligesom i alle sine andre sejre stoppede sin modstander. Opskriften på sejr mod en Tafa plejer at være, at man skal lade være med at stå stille foran dem, og udnytte dyder som brydning og grappling, som ikke lader til at fylde meget i træningslokalet for hverken Justin eller Junior. De ingredienser tror jeg godt, at Teixiera kan finde ud af at smide i gryden.
Fighting.dk’s forudsigelse: Tallison Teixeira vinder kampen – 1,63 hos Nye Expekt.
Weili Zhang vs. Tatiana Suarez – stråvægtstitelkamp
Det er to særdeles stærke kvinder, der tørner sammen i den første titelkamp i Sydney. Mens Zhang, den regerende dronning af strawweight, har udryddet meget af den kompetitive vibe, der var i vægtklassen for et par år siden, og slukket lidt af gejsten med meget beskeden kampfrekvens, så har hun ikke mødt nogen som Suarez før. Det er der ikke så mange, der har for Tatiana Suarez UFC-karriere er blevet invalideret af skader. Syv kampe på mere end otte år fortæller en historie, og det samme gør det faktum, at hun egentlig skulle have mødt først Amanda Lemos og Virna Jandiroba i eliminatorkampe sidste år. Begge gange blev hun skadet, og nu tør UFC ikke trække den længere med endnu en kvalifikationskamp. Suarez får endelig den titelchance, som man har forventet, at hun ville nå frem til, lige siden hun vandt The Ultimate Fighter i suveræn stil i 2016. Hvem ved, hvad det kunne være blevet til med mere medgørlige knæ.
Men den med at Zhang ikke har mødt nogen som Suarez før – den går også den anden vej. Nok er Suarez ubesejret, men hun har heller ikke mødt stærkere navne end Alexa Grasso og Jessica Andrade, og hun har ikke været oppe mod modstandere, der kunne matche hende fysisk. Derudover er det med endnu halvandet års inaktivitet ikke den bedste indgang, hun kommer til kampen med. Spørgsmålstegn er der nok af.
Jeg er meget spændt på at se, om det her bliver det brag, som det ligner på forhånd, eller Suarez ikke kan hænge med Zhang, når champen når den del af kampen, hvor hun er allerbedst i fjerde og femte omgang. Det kan sagtens blive en kamp, vi vil huske længe, men jeg tror ikke, det bliver et tronskifte.
Fighting.dk’s forudsigelse: Weili Zhang vinder kampen – 2,23 hos Nye Expekt.
Dricus Du Plessis vs. Sean Strickland – mellemvægtstitelkamp
Hånden op hvis du er ved at være træt af Stricklands act. Den storskrydende racistiske og sexistiske facon virker godt nok mere ægte, end når Colby Covington forsøger at tage den maske på, men det er som om, at Stricklands ihærdige forsøg på at være kontroversiel ikke har samme gennemslagskraft længere. Det hjælper ikke, at hans kampstil slet ikke matcher den kompromisløse brawler, han er med en mikrofon i hånden. Strickland kan heller ikke levere sine punchlines uden at ligne en, der er ved at flække af grin, men det skaber da nogle overskrifter i pressen hos det land, han nu kæmper i. Sidst titlen var på spil, var han i Canada og i nat altså Australien. Men det er et sidespor.
Det var ekstremt tæt mellem Strickland og Du Plessis dengang rollerne endnu ikke var byttet om i starten af 2024. Faktisk er jeg stadig i tvivl, om DDP vandt overbevisende nok til, at han skulle tage bæltet fra champen, men man kan kun respektere, hvordan sydafrikaneren bare bliver ved og ved med at besejre kæmpere, der egentlig er dygtigere teknikere og har bedre stående game, men bare ikke kan matche viljen hos Du Plessis, som formentlig ville give sig til at slås med en løve, hvis der dukkede sådan en op i baghaven hjemme i Hatfield i Sydafrika.
Indrømmet, der bliver danset rigeligt rundt om den varme grød her. Jeg har simpelthen svært ved at forudsige, hvordan den her går. Strickland er måske monoton offensivt, men hans teep kicks og jabs er effektive våben, og defensivt er han mere end vanskelig at få ramt på. Han har taget storm skridt de senere år i Extreme Couture under kyndige Eric Nicksick, og etableret sig som en elitekæmper i den meget stærke top i mellemvægtsdivisionen. Men kan han også levere nok til at blive den der stopper ustoppelige Du Plessis sejrturné igennem vægtklassen? Det er tæt på, der bliver slået plat og krone, men jeg tror, Du Plessis slider sig til 48-47 på mindst to af de tre dommersedler igen. Lad dog være med at lave deciderede Drake-bets på den her.
Fighting.dk’s forudsigelse: Dricus Du Plessis vinder kampen – 1,45.
UFC 312 kan ses fra kl. 04 på Viaplay.