Danmarks kampsportsunivers

I aften går det løs: Optakt og vinderbud til alle 10 kampe ved MMA GALLA vol. 30

Foto: Klosterskov Foto/MMA Galla

Så er det i aften, det går det løs i Brøndby Hallen.

MMA GALLA vol. 30 byder på ti kampe – heraf seks pro-kampe, kulminerende med en interim-titelkamp i fjervægt mellem spanske Miguel Haro og svenske Martin Corney.

Men efter endnu en mislykket indvejning fra Haros side er det kun svenskeren, der kan gå hjem med bæltet om livet.

Læs også: Spansk titeludfordrer misser vægt igen – ikke i spil til nyt MMA GALLA-bælte

Det ødelægger dog ikke helhedsindtrykket af en stor dansk MMA-aften, som Fighting.dk her forsøger at guide dig sikkert gennem med en optakt til alle ti kampe.

Vi lægger også hænderne solidt på kogepladen og kommer med vores bud på en vinder af samtlige 10 kamp.

Husk, at vores samarbejdspartner Expekt har odds på pro-kampene, så du kan få ekstra spænding.

Se odds og spil med her.

– Kamp 1 – kl. 18:20: Fjervægt (Amatør)
Diego Hidalgo (1-1-0) [Arte Suave] vs. Marcus Børger (0-0-0) [Haslev Grappling Academy]

Aftenens første kamp byder på en af de mest usædvanlige debuthistorier, vi har set i dansk MMA. Marcus Børger er nemlig allerede et ansigt, som over 60 millioner mennesker kender fra TikTok og Instagram – hvor han under navnet “cauliflower_ears” har ladet venner og familie banke løs på hans ører i jagten på de i kampsportsgrene så eftertragtede blomkålsører.
Nu skal han vise, at han også kan levere smerten – og ikke bare modtage den. Børger er barnebarn af en olympisk bryder og har boksning og brydning i blodet. Han møder peruanske Diego Hidalgo, der træner i københavnerklubben Arte Suave og har en kamp og en sejr bag sig som amatør.

Fighting.dk’s forudsigelse: Marcus Børger vinder kampen på point

Kamp 2 – kl. 18:40: Weltervægt (Amatør)
Precup Radu-Ioan (1-0-0) [Rumænien] vs. Mikkel Milandt Jensen (1-1-0) [Arte Suave]

Precup Radu-Ioan var i aktion ved MMA GALLA vol. 27 i Aarhus, hvor han tog en tæt split decision-sejr over Harald Danebod. Rumæneren kan også godt blive en besværlig størrelse for Mikkel Milandt Jensen.
Arte Suave-kæmperen tabte på TKO til en anden rumæner, nemlig Darius Nica, ved samme stævne, men Jensen kom flot tilbage på sporet ved Airtox Dominance 5.0 med en stoppage-sejr over Great Danes-kæmperen Tobias Schønnemann.

Fighting.dk’s forudsigelse: Mikkel Milandt Jensen vinder kampen på point

– Kamp 3 – kl. 19:00: Catchweight 79 kg (Amatør)
Darius Nica (1-1-0) [Rumænien] vs. Oskar Vind (2-3-0) [Arte Suave]

Oskar Vind har efter en resultatmæssigt udfordrende start på sin MMA-karriere fået momentum med to sejre i træk. Arte Suave-kæmperen virker bedre og bedre kamp for kamp, og hvis han kan blive ved med det, så kan der vente en tredje sejr i træk her.
Darius Nica viste ved MMA GALLA vol. 27 i Aarhus, at han har power i hænderne, da han som nævnt TKO-besejrede Vinds holdkammerat Mikkel Milandt Jensen. Rumæneren har siden tabt til Rasambek Bisultanov ved et Airtox Dominance-stævne 1. november.
Får Nica ram på Vind tidligt, så har han en reel chance for at stoppe danskeren, men vi tror, at Oskar Vind får held med at nedkæmpe Nica, hvis kampen går tiden ud.

Fighting.dk’s forudsigelse: Oskar Vind vinder kampen på point

– Kamp 4 – kl. 19:20: Catchweight 75 kg (Amatør)
Josef Berggren (3-1-0) [Sverige] vs. Sigurd Rømer (10-2-0) [Great Danes FC]

Her får vi aftenens mest interessante amatørkamp. Sigurd Rømer fra Great Danes er en af landets mest erfarne amatørkæmpere med hele 12 kampe på CV’et – og kun to nederlag. Det seneste kom i finalen af Victory Tournament mod August Jacobsson, der submittede ham sent i tredje runde.
Nu venter den nykårede nordiske amatørmester Josef Berggren, som kommer til Brøndby med masser af momentum. Rømer har haft kort tid til at forberede sig specifikt på Berggren, men har ifølge ham selv holdt sig klar hele tiden.

Fighting.dk’s forudsigelse: Sigurd Rømer vinder kampen på submission

MAIN CARD

– Kamp 5 – kl. 20:00: Letvægt (Pro)
Guilhem Vles (1-1-0) [Frankrig] vs. August Jacobsson (0-0-0) [Sverige]

Main card åbner med en pro-debut for en mand, der allerede har vist, at han kan levere, når det gælder. August Jacobsson fra svenske Halmstad Kampsport vandt Victory Tournament-finalen med en sen submissionsejr over Sigurd Rømer – og nu har han så skrevet under som professionel.
Franske Guilhem Vles har en sejr og et nederlag som pro og bliver en hård modstander til debuten. Jacobsson har dog vist, at han har is i maven, og vi tror på en god start på pro-karrieren.

Fighting.dk’s forudsigelse: August Jacobsson vinder kampen på submission til odds 2,60 hos Expekt.

– Kamp 6 – kl. 20:25: Bantamvægt (Pro)
Alexander Krupenkin (8-40-0) [Ukraine] vs. Fouad Sandbeck (0-0-0) [Renegade MMA]
Endnu en pro-debut – denne gang for en dansk fighter, der har ventet længe på dette øjeblik. Fouad Sandbeck har været en af de mest dominerende bantamvægtere på amatørscenen og har selv erklæret sig som “den bedste bantamvægter i Norden”.
Sandbecks oprindelige modstander, franske Kevin Azouz, måtte melde fra med skade, og i stedet træder ukrainske Alexander Krupenkin ind på relativt kort varsel efter en hård kamp for sikre Sandbecks debutkamp. Ukraineren har masser af erfaring, men en kamprekord, der taler sit tydelige sprog.
Det her bør være en relativt sikker sejr for Sandbeck, der endelig får lov at vise sit værd på professionelt niveau.

Fighting.dk’s forudsigelse: Fouad Sandbeck vinder kampen på TKO

Kamp 7 – kl. 20:50: Weltervægt (Pro)
Djamalay Bersanukaev (2-0-0) [Tyskland] vs. Patrick Sandager (1-0-0) [Aalborg Martial Arts]

Patrick Sandager har ikke lagt skjul på sine ambitioner. Den 23-årige nordjyde fra Aalborg Martial Arts har været i træningslejr hos legendariske American Kickboxing Academy og er nordisk mester som amatør. Han vandt sin pro-debut ved MMA GALLA vol. 26 og har sat sig et mål: Fire sejre som pro – og så tager han MMA GALLA-bæltet.
Ubesejrede Djamalay Bersanukaev fra Tyskland bliver dog en hård test. Tyskeren er 2-0 og har momentum på sin side.
Sandager har dog vist, at han har niveau til at matche de bedste, og vi tror på, at han fortsætter sin sejrsstime her, men det kan godt blive en tæt affære.

Fighting.dk’s forudsigelse: Patrick Sandager vinder kampen på point til odds 2,95 hos Expekt.

Kamp 8 – kl. 21:15: Letvægt (Pro)
Fredrick Høifødt (2-1-0) [Norge] vs. Oskar Lang (4-3-0) [Arte Suave]

Oskar “Pitbull” Lang rykker efter flere kampe i fjervægt en vægtklasse op til letvægt til kampen her. Han møder nemlig norske Fredrick Høifødt, der er en vaskeægte submission-specialist, som har vundet seks af sine syv amatørsejre på submission. Også hans to pro-sejre er kommet på den måde – begge på rear naked choke i første runde – og senest over Jeppe Brandt ved main event af Airtox Dominance Academy 2.0.
Lang kommer dog også med momentum, da danskeren med de polske rødder har vundet sine to seneste pro-kampe og kender Brøndby Hallen godt. Men han skal passe på sin hals mod nordmanden.
Det her bliver en tæt kamp, men vi på fornemmelsen, at, at Høifødts grappling kan blive afgørende, selvom Lang bestemt også er dygtig i gulvkampen.

Fighting.dk’s forudsigelse: Fredrick Høifødt vinder kampen på submission til odds 3,10 hos Expekt.

Kamp 9 – kl. 21:40: Catchweight 59 kg (Pro, Co-Main Event)
Paula Sanchez (1-0-0) [Spanien] vs. Mathilde Tegllund (1-0-0) [Renegade MMA]

Danmarks eneste kvindelige MMA-pro skal i buret igen. Mathilde Tegllund vandt sin pro-debut ved MMA GALLA vol. 28, hvor hun besejrede Ludmila Scurco i en kamp, der efterfølgende blev kåret som ‘Fight of the Year’.
Spanske Paula Sanchez kommer med tilnavnet ‘The Storm’ og en sejr i sin eneste pro-kamp i karrieren. Kampen skulle have været en flyweight-kamp, men blev på spanierens foranledning rykket op som en catchweight-kamp på 59 kilo.
Det viste sig at være en god beslutning, for begge kvinder vejede faktisk ind en anelse for tungt, men dog langt fra noget, der bragte kampen i fare. Tegllund har vist, at hun kan stå distancen og har den tekniske kunnen til at sætte sig på kampen. Den er tæt den her, men vi tror på en ny dansk sejr.

Fighting.dk’s forudsigelse: Mathilde Tegllund vinder kampen på point til odds 2,50 hos Expekt.

– Main Event – kl. 22:05: Fjervægt – Interim Titelkamp (Pro)
Miguel Haro (12-11-0) [Spanien] vs. Martin Corney (5-1-0) [Sverige]

Aftenens hovedkamp skulle have været en interim-titelkamp, hvor vinderen sikrede sig et møde med fjervægtsmester Frederik Strauss senere på året. Men efter at Miguel Haro for anden gang missede vægt ved en MMA GALLA-indvejning, er det nu kun Martin Corney, der kan vinde interimbæltet.
Haro er en rutineret veteran med 23 pro-kampe bag sig. Han har kæmpet i Cage Warriors og mødte blandt andre Paddy Pimblett tilbage i 2015. Hans upålidelighed på vægten betød ikke noget, da han besejrede Strauss i Odense sidste efterår, men vi har svært ved at se MMA GALLA blive ved med at give spanieren chance efter chance.
Corney er på en imponerende fem-kamps sejrsstime, senest en TKO i første runde mod Djaba Murtazaliev. Svenskeren fra Pancrase Gym er kun 26 år, men har allerede vist, at han kan stoppe modstandere hurtigt.
Derfor går vi med hjertet her og spår sejr til Martin Corney.

Fighting.dk’s forudsigelse: Martin Corney vinder kampen til odds 1,75 hos Expekt.

Følg med hele aftenen
Du kan følge med i MMA GALLA vol. 30 i Fighting.dk’s populære liveblog senere i dag. Hele eventet kan streames på DirekteSport fra klokken 18:00.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.