Det betyder ikke så meget for Fouad Sandbeck, at hans oprindelige franske modstander har trukket sig fra den kamp, der bliver danskerens professionelle MMA-debut.
Læs også: Fransk vildbasse skadet – Sandbeck skal have ny modstander i pro-debut
Det fortæller han til Fighting.dk.
“Nej, det betyder ikke det store. Jeg ved, at der bliver arbejdet hårdt på at få en ny modstander på plads,” lyder det fra Koh Samui i Thailand, hvor Sandbeck er i gang med de sidste forberedelser frem mod sin pro-debut den 28. marts ved MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen.
Renegade MMA-kæmperen har trænet i Thailand siden starten af januar og rammer først Danmark igen i næste uge engang.
“Jeg har trænet hårdt og længe nu op til min kamp, og jeg glæder mig mest bare til at kæmpe og vise mit nye niveau,” lyder det fra Fouad Sandbeck.
Er alene afsted
Det er i det lokale gym Royal Fight Club i Koh Samui, at danskeren har finpudset formen før pro-debuten.
“Træningen her er gået rigtig godt. Jeg er her alene, men det har ikke været noget problem. Jeg har haft en fight-plan med hjemme fra min træner, og jeg har haft dialog med ham næsten hver dag,” forklarer Fouad Sandbeck om sine eksotiske forberedelser.
Han fortæller videre, at han bestemt ikke har manglet kompetente sparringspartnere.
“Der er fightere fra hele verden, der kommer og træner i klubben, så det har været fedt at træne med mange forskellige folk på forskellige niveauer – både pro-fightere og rigtig dygtige amatører,” fortæller Fouad Sandbeck, der bliver den seneste i rækken af danske amatører, der tager springet over til de professionelles rækker, når han skal i buret ved MMA GALLA vol. 30.
For to uger siden var det Mikkel ‘Bigboss’ Iversen, der debuterede som pro-kæmper ved MMA GALLA vol. 29 i Kolding. Ved den lejlighed sikrede danskeren sig sejren på TKO efter blot 74 sekunders kamp.
Læs også: MMA GALLA-resultater: Kolding i ekstase over vilde danske pro-sejre
Den 28. marts i Brøndby Hallen får vi at se, om Fouad Sandbeck får en lige så stærk debut som pro.



