Danmarks kampsportsunivers

Sandbeck svarer på Shahriaris call-out: “Måske er Emil bare ikke bedre”

Emil Bamdad Shahriari tog sejren over Fouad Sandbeck, da de tidligere klubkammerater mødtes i DM-finalen i oktober. Foto: Klosterskov Foto/ MMA GALLA.

Hvis man følger den danske MMA-scene tæt, skal man være en ualmindelig dårlig menneskekender for at tro, at stemningen mellem Fouad Sandbeck og Emil ‘Bam-Bam’ Bamdad Shahriari er god. 

De to tidligere klubkammerater i Renegade mødtes i oktober i bantamvægtsfinalen til de danske mesterskaber, og efter en tæt kamp vandt Shahriari på alle tre dommersedler til stor utilfredshed for Sandbeck. 

Der blev givet og taget i de to rivalers oktober-opgør i Odense. Foto: Klosterskov Foto / MMA GALLA.

Da Emil Bamdad Shahriari for et par uger siden vandt sin første kamp hos Airtox Dominance FC, var hans første ord efter sejren en ‘hilsen’ til rivalen.

“En idiot sagde til mig for to måneder siden, at ham her ville afslutte mig. Der er den fucking idiot her fra Danmark – I ved, hvem jeg taler om. Hvis du har nogen fucking nosser, så kom og mød mig i 65 (kg – fjervægt, red.) i december hos Airtox. Din store krølhårede svans,” brølede DM-guldvinderen.

Læs også: Enhver matchmakers drøm

Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvem svadaen var adresseret til, så tilføjede ‘Bam-Bam’ kort efter: 

“Hey Fouad kom herned fem minutter, så banker jeg også dig.”

Han skabte sig
Fouad Sandbeck behøvede dog ikke få sit navn på for at vide, at det var ham, der var målet for det vrede udbrud fra hans gamle træningsmakker. 

Emil Bamdad Shahriari udfordrede Fouad Sandbeck til en rematch i december efter sin kamp ved Airtox DFC 3.0. Foto: Klosterskov Foto / MMA GALLA.

“Jeg hørte godt, han stod og skabte sig efter sin kamp,” siger Sandbeck til Fighting.dk. 

“For mig lød det som en, der godt vidste, at han endnu en gang ikke levede op til sin selvskabte hype. Emil har trænet i hvad – 12-13 år? Og så gasser han ud og går tiden ud mod en modstander med 1-1 record.”

Læs også: ‘Jeg er den bedste bantamvægter i Danmark

Emil Bamdad Shahriari sagde selv i sit interview efter kampen mod Nahid Kartal, at luften slap op, men Buddha Fight Academy-kæmperen fik alligevel slidt sejren hjem. 

Ret ligegyldig
Et halvt år efter deres opgør i Odense er Sandbeck fortsat overbevist om, at han var den bedre kæmper den aften, og han har heller ikke ligefrem rosende ord til overs for sit nemesis’ præstation i Airtox DFC-debuten: 

“Måske er Emil bare ikke bedre end det. For at være ærlig, så er Emil jo som kæmper ret ligegyldig, og hvis han skal bruge mit navn til at gøre sig selv mere interessant, når nu hans kampe ikke er det, så må han da gerne gøre det,” konstaterer Fouad Sandbeck. 

Læs også: Mark O: “‘Bam-Bam’ er en unik dansk kæmper”

Det virker som en no-brainer, at de to bantamvægtere skal mødes i buret og gøre regnskabet op.

Ifølge Fighting.dk’s kilder har der længe været interesse for at sætte rematchen mellem de to bantamvægtere op hos mindst én af de store danske promotions. 

Foreløbig kæmper Fouad Sandbeck lørdag i Aalborg hos MMA GALLA, mens Emil Bamdad Shahriari altså har indstillet sigtekornet på Airtox DFC 5.0, som finder sted 20. december i KB Hallen.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.