Danmarks kampsportsunivers

Selvsikker dansk VM-debutant: Guld er meget realistisk

Fra venstre; landstræner Milan Silva, Sigurd Rømer, Oliver Petersen, Emil Shahriari & William Mørck.

Emil Shahriari, Oliver Petersen og Sigurd Rømer bliver det rød-hvide trekløver, der til september skal forsøge at kæmpe sig til dansk metal ved VM i MMA.

Læs også: Landstræneren har sit VM-hold på plads: Her er de danske kæmpere

Og sidstnævnte glæder sig til en stor oplevelse i georgiske Tblisi, som i år er værtsby for VM.

“Jeg glæder mig rigtig meget til at være en del af landsholdet igen. Et VM bliver sindssygt fedt, så det glæder jeg mig meget til,” fortæller Sigurd Rømer til Fighting.dk.

Great Danes Fight Club-kæmperen har tidligere – med stor succes – være afsted med landsholdet. Det var til de nordiske mesterskaber sidste år, hvor Rømer gik hele vejen og tog NM-titlen.

Stor finale venter inden VM
Det kommende VM er ikke den eneste spændende opgave, der venter for den unge Great Danes Fight Club-kæmper i efteråret.

Den 6. september skal Sigurd Rømer nemlig i buret ved MMA GALLA vol. 26 i Brøndby Hallen, når han møder svenske August Jacobsson i finalen ved MMA GALLA’s store amatørturnering, Victory Tournament.

Selvom den kamp blot ligger tre uger inden VM starter, så frygter Sigurd Rømer ikke det tætte program.

“Det bliver tæt og intenst. Men det har jeg prøvet først. Det er bare ind og vinde Victory Tournament, holde sig i gang og komme ned til VM og give den maks gas,” lyder planen fra Sigurd Rømer.

Realistisk guldmedalje
Med to måneder til, han skal i kamp igen, så arbejder han benhårdt på at stå skarpt til de kommende udfordringer.

“Jeg træner godt og kommer til at forberede mig rigtig godt. Det skal ikke være min teknik eller min kondition, der stopper mig – det skal være, hvis jeg møder en bedre mand,” siger Sigurd Rømer – og tilføjer så med et smil.

“Og det gør jeg ikke.”

Så det er realistisk at tro på dansk VM-guld?

“Det er meget realistisk,” lyder det selvsikkert fra Sigurd Rømer, der stiller op til VM i vægtklassen Super Lightweight (op til 74 kilo, red.).

VM i MMA løber af stablen fra den 27. september til den 2. oktober i Tblisi i Georgien.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.