Der var som sædvanlig masser af testosteron i luften, da danske Jonas ‘Shark’ Mågård tidligere i dag vejede ind, inden han søndag aften skal i aktion ved OKTAGON 81 i O2 Arena i Prag.
Her møder den 33-årige danske bantamvægter den tre år ældre brasilianer Elvis ‘Karate Kid’ Silva, som han efter indvejningen havde en ganske intens faceoff med.
Ansigt til ansigt fik de to MMA-fightere stukket godt og grundigt til hinanden – med Jonas Mågård i sin vanlige stil med masser af aggressivitet og verbale øretæver.
“Hvor mange gange er du blevet knockoutet?” spurgte han provokerende Silva, der trods gentagne spørgsmål aldrig fik svaret. I stedet lød brasilianerens respons:
“Du taler meget.”
Den greb Jonas Mågård hurtigt og fik vendt rundt.
“Du taler slet ikke. Først blokerer du mig på sociale medier, så fjerner du blokeringen. Du er ligesom en kvinde. Og i morgen i oktagonen bliver du min b*tch,” fremturede den selvsikre danske OKTAGON-stjerne.
Jonas Mågårds kamp mod Elvis Silva er aftenens femte kamp – og næstsidste på prelims – ved OKTAGON 81. Med eventstart i morgen, søndag, klokken 18.00 forventes danskeren i buret mellem 19.30 og 20.00.

