Lørdag aften får Louis Thastum fra Burnell MMA sin professionelle debut ved Airtox Dominance 7.0 i Arena Randers efter en imponerende amatørkarriere med fem sejre i fem kampe.
De sidste fire vandt han i overbevisende stil ved at stoppe modstanderen før tid – senest da han i KB Hallen i juni besejrede Oliver Petersen på TKO i et stærkt hypet dansk amatørbrag.
Læs også: Louis Thastum knockouter Oliver Petersen og vinder dansk Airtox Dominance-brag
Nu venter altså en ny scene med tyndere handsker, ingen benskinner og færre regler – men nerverne er der ingen af hos den hårdtslående Burnell MMA-fighter.
“Jeg glæder mig rigtig meget til min pro-debut. Der er ikke rigtig nogen nerver. Alt det, der bliver ændret i regelsættet, bliver til min fordel, så det er ikke noget, jeg er bekymret for – kun noget, jeg ser frem til,” fortæller Louis Thastum til Fighting.dk.
Har været seriøs i optakten
Optakten til debuten har heller ikke budt på nævneværdige problemer.
“Campen har været rigtig god. Skavankerne har været minimale, og mit vægtcut er gået fint. Jeg har været seriøs omkring det og passet mine ting til punkt og prikke som altid,” siger han.
Det er Jan Richard Joreid fra Spartacus MMA, der bliver Thastums første modstander som professionel.
Joreid har to professionelle kampe bag sig med sejre over danske Daniel From og Mikkel Lund. Men Thastum har selv kaldt nordmanden ud – og han lægger ikke skjul på, hvad han forventer af opgøret.
Læs også: Thastum før debut mod ubesejret pro-fighter: “Langt federe end at møde en dåse”
“Jeg føler mig rigtig sikker på, at jeg vinder den her. Jeg føler, jeg er bedre end Jan Richard på alle områder, så jeg glæder mig bare til at komme i gang – og til at slå mig fast på pro-scenen,” siger Thastum.
Har presset hinanden helt sindssygt
Selvtilliden henter han ikke mindst i træningsmiljøet i Burnell MMA, hvor han er en del af et stærkt hold, der har været i camp sammen.
“Det betyder rigtig meget, at vi har været i camp på samme tid, for så har vi kunnet presse hinanden helt sindssygt. Jeg ved, hvad vi kommer med i rygsækken, og det tror jeg ikke, der er nogen herhjemme, der kan matche,” siger han og fortsætter:
“Jeg tror, det bliver en rigtig god aften – for os som klub og for os alle sammen som individer.”
Læs også: Stolt Mark O. før Burnell-kamp: “En af de bedste danske MMA-fightere nogensinde”
Ud over Louis Thastum skal også Malik Diakite, Nicki Hansen, Janus Olsen og Mads Burnell i aktion fra Burnell MMA.
Airtox Dominance 7.0 løber af stablen lørdag aften i Arena Randers, hvor det går løs med første kamp fra klokken 18.00.



