Den danske amatørprofil Sigurd Rømer var en af de sidste fightere til at blive annonceret på det endelige fightcard ved MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen, der løber af stablen nu på lørdag.
Great Danes-profilen er dog glad for at skulle i kamp, selvom han har haft meget kort tid til at forberede sig specifikt på sin kommende kamp.
“Jeg har haft et ønske om at skulle kæmpe i Brøndby siden starten af året, men jeg fik først modstander for kort tid siden,” fortæller Sigurd Rømer til Fighting.dk.
Rømer er dog ikke nervøs for, at den kort camp spiller ind på kampens resultat.
“Jeg har hele tiden holdt mig klar, og forberedelserne har været gode,” understreger Sigurd Rømer, der skal kæmpe i catchweight op til 75 kilo mod den nykårede nordiske amatørmester Josef Berggren fra Sverige.
En modstander, der leverede et flot mesterskab og fortjent tog NM-guldet tilbage i januar måned.
Berggren er dog ikke en kæmper, Sigurd Rømer har det helt store kendskab til, erkender han.
“Jeg ved ikke så meget om ham – udover at han har vundet NM og vist gjorde det godt,” lyder det fra den fynske fighter.
Rømer, der har 12 kampe som amatør med ti sejre og blot to nederlag, har tidligere varslet, at en professionel MMA-kæmper formentlig lurer lige om hjørnet.
Da Fighting.dk vil høre, om kampen mod Josef Berggren bliver danskeren sidste, inden han går pro, så bliver Rømer dog ganske hemmelighedsfuld.
“Det er jo et godt spørgsmål. Det må komme som en overraskelse,” siger Sigurd Rømer med et smil.
Sigurd Rømer vs. Josef Berggren er en af i alt fire amatørkampe på kortet ved MMA GALLA vol. 30.
Det er nu på lørdag det går løs i Brøndby Hallen.
Kan man ikke følge eventet live fra hallen på den københavnske vestegn, så kan hele showet streames på ‘DirekteSport | Dit ultimative sportsunivers’ fra klokken 18.00.



