I torsdags ankom det danske landshold med to kæmpere til VM i Usbekistan. I dag blev der trukket lod til deres indledende kampe, men desværre bliver det kun Mikkel Iversen, der kommer i kamp.
Landstræner Milan Bodhi Silva oplyste i et facebook-opslag for en times tid siden, at William Mørck – landstrænerens søn – der skulle have kæmpet i juniorernes fjervægtsklasse i morgen – desværre må trække sig.
”William blev ramt af sygdom, da vi ankom til Tashkent, og han er i en tilstand nu, hvor vi vurderer, at det ikke er forsvarligt at lade ham kæmpe. Hele teamet er super ærgerlige over situationen, men kæmpernes helbred og sikkerhed står over alt andet. Vi ønsker William god bedring og håber, at han kan være frisk til at heppe på Mikkel Iversen, der kæmper sin første kamp på torsdag.”
William Mørck skulle have mødt engelske Jacob Terrett i sin indledende kamp tirsdag. Nu bliver det altså i stedet op til Mikkel Iversen at bære Dannebrog til buret. Iversen kæmper torsdag mod en anden englænder – Harvey Moore.




