Danmarks kampsportsunivers

Skifter amatørhandskerne ud: Dansk mester får prof-debut ved Primetime Fight Night 7.0

Bjarne Newby, tv, får prof-debut i aften i Tim-Hallen ved Primetime Fight Night 7.0. Foto: Primetime Boxing

Bjarne Newby får sin professionelle debut den 14. marts, når han træder ind i ringen ved Primetime Fight Night Vol. 7 i Tim-Hallen.

Den 28-årige bokser fra Hornslet Bokseklub har en imponerende amatørkarriere bag sig med over 70 kampe, et dansk mesterskab, to jyske mesterskaber og flere optrædener på landsholdet.

Nu venter et nyt kapitel for østjyden, der har trænet under Arne Lund Christensen i en årrække.

Vejen til prodebuten har dog ikke været uden bump. For et par år siden blev Newby ramt af en begyndende diskusprolaps i lænden, der krævede længere genoptræning. Nu er han tilbage og klar til at tage springet.

Rutineret polak venter
I debuten møder Newby polske Lukas Kuc, der kommer til Danmark med 19 professionelle kampe på CV’et. Med en rekordliste på 6-13 og syv nederlag før tid er Kuc vant til at stille op som modstander for debutanter – men han har også erfaringen til at straffe eventuelle fejl.

For Newby handler det om at vise, at han er klar til de professionelle rækker.

Primetime Fight Night Vol. 7 finder sted i Tim-Hallen ved Ringkøbing den 14. marts.

Ud over Newby er blandt andre Markus Løvberg, Nesar Kunduzi og Sofie Rosshaug annonceret til stævnet.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.