Danmarks kampsportsunivers

Smadrede Nicki Mahler på under et minut: Nu vælter tilbuddene ind

Mads Juul Andersen, th, har masser af tilbud på hånden efter sin sejr over Nicki Mahler i KB Hallen.

Det tog Mads Juul Andersen under et minut at sætte en stopper for Nicki Mahlers MMA-debut, da de to mødtes i main card-åbneren ved Airtox Dominance 8.0 i KB Hallen i weekenden.

Og den overbevisende sejr har sat gang i noget for Renegade MMA-profilen. Juul Andersen fortæller nemlig nu, at han mere eller mindre kan vælge og vrage mellem modstandere til sin næste kamp.

Læs også: Hård MMA-debut for Nicki Mahler: Stoppet efter blodig affære i KB Hallen

Det afslørede Juul Andersen, da han tidligere i dag holdt en såkaldt AMA – en “spørg mig om alt”-session – på de sociale medier. Her ville en følger vide, hvad det næste bliver på kamp-fronten.

“Skal have snakket med coach Nicolai von Bülow, men det vælter ind med tilbud allerede,” lød svaret fra Juul Andersen.

Afviser rematch i bokseringen

Ét af de tilbud kan dog allerede nu skydes ned. Nicki Mahler har efter nederlaget udfordret sin overmand til en returkamp – blot ikke i MMA-buret, men i bokseringen. Den tanke har Renegade-fighteren imidlertid ingen interesse i.

“Jeg ønsker Mahler alt det bedste, men jeg skal ikke slås med ham igen,” skriver Juul Andersen.

Læs også: Efter blodig MMA-debut: Nu udfordrer Nicki Mahler sin overmand til boksekamp

Sejren over Mahler var i øvrigt Juul Andersens første som MMA-fighter. Inden kampen stod Renegade-kæmperen noteret for fire nederlag i fire kampe i buret. Danskeren har dog også adskillige muay thai-kampe på cv’et og vandt blandt andet Scandinavian Open tidligere i år.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.