Danmarks kampsportsunivers

Sopa om UNITE-modstanders provokationer: “Det er mest af alt komisk”

Enea Sopa efter sin flotte sejr ved AD Academy 2.0 sidste lørdag. I aften møder Rumble Sports-kæmperen Benjamin Solevad ved UNITE 10.

For bare fire uger siden leverede 24-årige Enea Sopa fra Rumble Sports en brandkamp ved Airtox Dominance Academy 2.0 i Guldboxen, da han besejrede Alan Ali på TKO i tredje runde.

I morgen aften tager Enea Sopa så endnu en tur i buret, når han ved UNITE 10 tørner sammen med Buddha Fight Academy-kæmperen Benjamin Solevad.

Alle artikler om UNITE 10: Lasting Legacies er sponsoreret af Pluto TV – hjemsted for livestreaming af dansk kampsport.

Du kan streame stævnet direkte på Pluto TV lørdag den 29. november fra klokken 20.45.

Pluto TV har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.

25-årige Solevad har over for Fighting.dk kaldt kampen for en ‘opvarmningskamp’ og hævdet, at hans provokationer nok havde pisset Sopa af.

Læs også: Kalder danskerbrag for opvarmningskamp: “Det har nok pisset ham lidt af”

Men Rumble Sports-kæmperen køber ikke præmissen.

“Jeg griner faktisk bare af det. Det er lidt komisk at høre på ham,” siger Enea Sopa og uddyber:

“Det er ikke fordi jeg er sur eller ukoncentreret. Jeg er pisse ligeglad. Men jeg forstår ikke, at han er så kæphøj. Hvis det kom fra en, der var bedre end ham, kunne jeg nok bedre forstå det,” siger Enea Sopa til Fighting.dk.

Har aldrig mødt en som mig”
Benjamin Solevad kommer ind til kampen med en pletfri rekordliste på tre sejre i tre kampe, og Herlev-fighteren har talt højt om sine chancer inden lørdagens opgør.

Men Sopa mener, at hans modstander mangler perspektiv på, hvor han faktisk befinder sig rent niveaumæssigt.

“Jeg forstår godt, at han er 3-0, og tror han er the shit. Men jeg ved også, hvem han har kæmpet imod. Sammenlign hans modstandere med mine. Jeg har selv været der med 3-0, men jeg er et helt andet sted nu, fordi jeg har haft modstandere, som er meget, meget bedre end ham” siger Enea Sopa.

Den 24-årige kæmper fra Rumble Sports kan i dag mønstre en rekordliste på 4-4. To af hans nederlag er til den i dag ubesejrede prokæmper Jon Stadil Palm, som Enea Sopa sidste år kæmpede om DM-titlen mod i en kamp, der gik tiden ud.

“Det er jo en helt anden klasse end det, Benjamin har mødt. Han har aldrig mødt en som mig før,” fastslår Enea Sopa.

Hjemmebane og erfaring
For Sopa handler lørdagens kamp ikke kun om talent, men også om erfaring og vante rammer. Kampen foregår i Brøndby Hallen – et sted, han kender rigtig godt.

“Det er hjemmebane for mig. Jeg ved præcis, hvordan stævnerne foregår, og der kommer mange for at se mig. Jeg har prøvet at kæmpe med UNITE-handskerne før, og jeg har stået i det hele før. Det giver en ro,” forklarer han.

Når de to kæmpere mødes i morgen aften, forventer Sopa en underholdende affære mellem to kæmpere, der er kendt for et stærkt standup-game, og som gerne vil holde deres kampe stående.

“Jeg vil gerne brawle, hvis han er frisk på det. Jeg undervurderer ham slet ikke – han kan sagtens være dygtig,” siger Enea Sopa, inden han afslutter.

“Der er niveauer i det her. Og en sejr på alt andet end knockout i morgen, vil ikke være en rigtig sejr”

Kampen mellem Benjamin Solevad og Enea Sopa kæmpes på mid card i morgen, hvor UNITE 10 afvikles i Brøndby Hallen.

Fighting.dk er naturligvis til stede ringside og dækker stævnet, der også kan streames på Pluto TV.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.