Om mindre end tre måneder skal Jon Stadil Palm i buret i KB Hallen – og det er som den ene halvdel af den første titelkamp nogensinde i Airtox Dominance-historien.
Den 31-årige dansker har længe haft titlen i sigtekornet, og da Fighting.dk spørger ind til hans forberedelser, efterlader det ingen tvivl om, at Jon Stadil Palm tager den kommende titelkamp endog meget seriøst.
“Jeg træner hårdt og målrettet frem mod min titelkamp. Det betyder minimum to træninger om dagen i hverdagene og hård sparring hver weekend med nogle af de dygtigste kæmpere i landet,” siger Jon Stadil Palm.
Den tidligere CSA-kæmper repræsenterer i dag Burnell MMA og har derfor kompetente træningsmakkere som Kasper Hansen, Janus Olsen, Mads Burnell m.fl.
Har altid trænet hårdt
Jon Stadil Palm understreger dog, at han altid har været enormt seriøs i sine forberedelser.
“Jeg vil egentlig ikke sige, at jeg træner hårdere end nogensinde før, for jeg har altid trænet hårdt,” fastslår Stadil Palm.
Mellem danskeren og det nye Airtox Dominance-bælte står den ubesejrede portugiser Romario Jaguar (4-0), som Stadil Palm tørner sammen med som main event den 6. juni i KB Hallen ved Airtox Dominance 6.0. Det er en modstander, Jon Stadil Palm har stor respekt for, og som han forbereder sig specifikt til.
“Jeg prøver at være selektiv med mine sparringspartnere, så jeg kører mange runder med dem, som minder om Romario. Der er ingen tvivl om, at han ser farlig ud, men sådan vil det altid være, når man begynder at møde modstandere med kvalitet,” understreger Jon Stadil Palm.
13 kampe uden nederlag
Danskeren rider lige nu på en bølge af sejre, som de færreste kan matche. De seneste 13 gange, Jon Stadil Palm har været i kamp som enten amatør eller professionel, er det ham, der har forladt buret som vinder.
Det vidner både om et højt niveau og en høj kampfrekvens, men når Jon Stadil Palm den 6. juni står ansigt til ansigt mod Romario Jaguar, vil det være næsten ni måneder siden hans seneste kamp.
“Jeg tror, det er det længste, der er gået mellem mine kampe siden lockdown (efter Corona, red.) blev ophævet, og det irriterer mig da lidt, fordi jeg er vant til at kæmpe cirka hver tredje måned. Det er dog ikke noget, der skræmmer mig. Jeg elsker at kæmpe og gå min walkout ind mod buret, så selv hvis der skulle være noget ringrust, forventer jeg at stå skarpt og velpudset den 6. juni,” fastslår den danske titelbejler.
‘Jon Stadil Palm vs. Romario Jaguar’ er main event ved Airtox Dominance 6.0, der finder sted den 6. juni i KB Hallen.


