MMA GALLA er en af Danmarks største MMA-promotions, og den 31. oktober gæster promotionen Fredericia, når Middelfart Sparekasse Arena lægger arena til årets sidste MMA GALLA.
Stævnet skulle oprindeligt have været toppet af Rajbek Bisultanovs comeback, men den danske profil har desværre måttet trække sig. Til gengæld er en perlerække af landets dygtigste fightere og største talenter klar til en tur i buret, heriblandt navne som Rasambek Bisultanov, Malthe Reinke og Kalle Friis-Hansen.
Og den svenske showman Moein ‘Slimboy Moe’ Ahmadi skal i kamp.
Ud over selve kampene vil der også være en meet and greet med UFC-fighteren Nicolas Dalby, når MMA GALLA for første gang nogensinde indtager Fredericia.


