Noche UFC i Sphere var et event, der adskilte sig markant fra alt, hvad Dana White og co. har lavet af stævner. Fantastisk kulisse, kortfilm mixet med kampene og de højeste entréindtægter i firmaets historie.
Der var da heller ikke ligefrem mangler på kendisser ved ringside. Man skal som regel være ret skarp på de kendte, for at kunne genkende alle dem, kameraerne finder på VIP-pladserne, når UFC holder pay-per-views. Dog burde firmaet nok selv kunne holde styr på, hvem de lukker ind i de fineste gemakker i arenaen.
Det plejer de også at gøre, men ved Noche UFC gik det galt. En kameramand havde fundet den saudiske boksepromotor Turki Al-Sheikh ved cageside, og TV-produktionens grafiker var så servicemindet, at han satte navn på både Al-Sheikh og hans sidemand Kendrick Lamar.
Problemet er bare, at det ikke var Kendrick Lamar, som den magtfulde bokseboss sad ved siden af. Derimod havde Turki Al-Sheikh fået selskab af bokseren Terrence Crawford, der pt. er verdensmester i letmellemvægt hos WBA og interim-mester i samme vægtklasse hos WBO. Crawford har vundet alle sine 41 kampe, VM-titler i fire vægtklasser og betragtes som en af nyere tids bedste boksere overhovedet. Og så ligner han åbenbart Kendrick Lamar.
Crawford selv har joket med hændelsen på sin X-profil, og da Dana White blev spurgt til brøleren ved pressemødet efter Noche UFC, tog chefen for det hele også miseren afslappet.
”Jeg snakkede godt med Terrence Crawford om det. Den var ikke så god. Men lad os være ærlige, han ligner Kendrick Lamar lidt,” grinede UFC-bossen.
UFC’s kommentator Jon Anik fangede fejlen med det samme, da skiltet kom på, så der er formentlig kun en grafiker, der har skulle stå skoleret efter episoden